Forsøgte at få Bale på det engelske landshold: Waliseren takkede nej

For første gang siden 1958 er det walisiske landshold klar til en slutrunde - og det skete med Gareth Bale i en nøglerolle. Var tingene gået anderledes, var han dog slet ikke på det walisiske landshold

Gareth Bale i aktion for Wales mod Belgien (Foto: AP)
Gareth Bale i aktion for Wales mod Belgien (Foto: AP)

Ryan Giggs er skrækeksemplet på, at fantastiske fodboldspillere ikke er garanteret en plads ved de store slutrunder som EM og VM. Giggs spillede mange år i Manchester United, var blandt verdens bedste og selvfølgelig en vigtig brik på det walisiske landshold. Men Wales var så dårlig, at Giggs aldrig kom med til en af de store slutrunder.

Måske derfor kunne en fyr som Gareth Bale have været fristet af at stille op for en anden nation end Wales. Bale, der er en af de største stjerner i verden og nu spiller for Real Madrid, fik også tilbudt at spille for engelske landshold, da han var yngre, men Bale afviste - velvidende at han reelt kunne ende med at glippe den ene store slutrunde efter den anden med et Wales-hold, som traditionen tro har hørt til de dårligere lande i Europa.

- Det var aldrig en mulighed for mig. Jeg var meget ung på det tidspunkt, og det var nærmest en samtale, der varede et sekund. Jeg sagde: Stop. Jeg er fra Wales, og jeg elsker Wales. Alle ved, hvor meget jeg elsker at spille fra Wales.

- Min bedstemor er engelsk, men jeg er waliser, og jeg ville aldrig lade det ske (spille for England, red.), siger superstjernen.

Og det var nok en meget god idé at holde fast i Wales - i hvert fald kvalificerede Wales sig for første gang siden 1958 til en slutrunde, når der er EM i Frankrig næste år. Gareth Bale scorede syv gange for Wales i 10 kvalifikationskampe.

7 kommentarer
Vis kommentarer