Forstå balladen: Derfor er Kjær, Kvist og Eriksen i krig med DBU

Analyse: DBU er blevet en tom skal, hvor magten fjernes fra – samtidig er DBU blevet en organisation uden den store fodboldekspertise

William Kvist, Simon Kjær og Christian Eriksen er gået i offentlig krig med DBU. Foto: Lars Poulsen
William Kvist, Simon Kjær og Christian Eriksen er gået i offentlig krig med DBU. Foto: Lars Poulsen

Landsholdsspillere i offentlig kritik og i krig med DBU. Det er hverdagsbilledet i 2017, hvor Danmark går ind til et skæbneår for landsholdet. Lyset til VM i Rusland kan være slukket allerede om én måned, hvis Åge Hareides tropper taber i Rumænien.

Udfaldet fra spillerne mod DBU kan virke overraskende, men er alligevel ikke usædvanligt. Historien mandag i Jyllands-Posten, hvor anfører Simon Kjær og William Kvist står frem med kritik af samarbejdet mellem landsholdsspillerne og DBU skal ses i lyset af de kraftige spændinger, vi har set mellem parterne de senere år.

Det handler ikke mindst om det uskønne forløb, da landsholdsaftalen skulle forhandles på plads i begyndelsen af 2015, hvor DBUs direktør Claus Bretton-Meyer sendte en pistol for panden af spillerne: Gå 17 procent ned i løn, skriv under på en individuel landsholdsaftale ellers spiller du ikke med i fremtiden.

Det blev som sagt aldrig til noget. DBU-direktøren kom hurtigt på tilbagetog. Siden forhandlede han og formand Jesper Møller en aftale på plads, hvor målet var at spare 3,5 mio. kr. på landsholdet om året. Den aftale er i dag værdiløs, fordi spillerne i november vandt en sag ved idrættens appelinstans, som betyder, at DBU årligt skal betale 3,5 mio. kr. mere til spillerne for deres deltagelse i kommercielle aktiviteter og betaling for forsikring af landsholdsspillerne, når de er samlet med DBU.

Claus Bretton-Meyer, der her ses mellem Mads Øland og Stephan Andersen i forbindelse med landsholdsaftalen i marts 2015. Den aftale, hvor DBU skulle spare 3,5 mio. kr. om året på landsholdet, er intet værd for unionen i dag, fordi DBU ikke sparer noget som helst efter nederlaget ved idrættens appelinstans. Foto: Anthon Unger.
Claus Bretton-Meyer, der her ses mellem Mads Øland og Stephan Andersen i forbindelse med landsholdsaftalen i marts 2015. Den aftale, hvor DBU skulle spare 3,5 mio. kr. om året på landsholdet, er intet værd for unionen i dag, fordi DBU ikke sparer noget som helst efter nederlaget ved idrættens appelinstans. Foto: Anthon Unger.
 

To år på kollisionskurs
Man kan på mange måder sige, at forhold begyndte at gå galt, da Claus Bretton-Meyer 1. marts 2014 satte sig i direktørstolen.

Blot ét halvt år senere lagde han sig ud med landstræner Morten Olsen ved i et interview i Politiken at erklære, at alle kan fyres. Underforstået: Morten Olsens job var også i farezonen. Det skete få dage før den vitale udekamp mod Serbien.

Siden kom et anstrengt forår – 2015 - hvor parterne kom mere og mere på kollisionskurs. Kulminationen kom efter Danmarks 2-0 sejr over Serbien i Parken, hvor daværende landsholdsanfører Daniel Agger gav DBU-toppen (læs direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller) en verbal skideballe under banketten efter 2-0 sejren over Serbien den sommeraften i Parken.

 Agger kritiserede dem for en elendig og respektløs behandling af Morten Olsen. Forholdet mellem spillerne og DBU-toppen er aldrig blevet normaliseret, men det skabte efterfølgende lidt ro, at Jesper Møller tog personligt kontakt til Daniel Agger.

Den aktuelle kritik fra Simon Kjær og William Kvist er ikke så konkret, men det er trods alt værd at hæfte sig ved, at spillerne er meget utilfredse med, at hverken DBU-direktør Claus Bretton-Meyer eller formand Jesper Møller deltager på møder med spillerne, når der skal træffes beslutninger.

Derudover er det faldet spillerne for brystet, at DBU vidste, at unionen havde en møgsag med den voldgiftssag, der blev tabt i november.

”DBU vidste i princippet godt, at de havde en sag, hvor det sort på hvidt stod klart, at de ville tabe. I stedet trak de det i langdrag, og vi skulle ud i en voldgiftssag. Det tappede energi i truppen og sled på forholdet til DBU”, som Simon Kjær forklarer i mandagens udgave af JP.

Det delte DBU
En vigtig opgave for en stærk og kompetent ledelse er at skabe optimale forhold for landsholdet. Christian Eriksen, Simon Kjær & Co. er den største indtægtskilde for unionen. Når landsholdet er med ved slutrunder, vælter pengene ind i DBUs kasse.

Men når konflikterne mellem parterne ikke er løst hænger det sammen med udviklingen de senere år i DBU.

DBU er blevet opdelt. Divisionsforeningen med den magtfulde formand Thomas Christensen tager sig af eliten. Lokalunionerne (DBU Jylland, Sjælland, Fyn, Lolland-Falster, København og Bornholm) med Bent Clausen i spidsen tager sig af bredden. Ingen tænker længere overordnet. Landsholdet er efterladt i et tomrum, som ingen tænker på.

Læg dertil, at magten og beslutningerne er i færd med at blive fjernet fra DBU. Senest med hele talentudviklingen og administrationen heraf, hvor Divisionsforeningen har fået meget større indflydelse på tingene.

Ligalandsholdet er stille og roligt blevet nedlagt, fordi rejserne til Østen i januar længe har været en torn i øjet på topklubberne. Historien har bare vist, at rejserne med de hjemlige spillere har haft stor betydning for landsholdets udvikling det kommende år.

Få med ekspertviden
Det, der sker i disse år, hvor magten fjernes fra DBU og flyttes tilbage til Divisionsforeningen, fik daværende formand Poul Hyldgaard bekæmpet for 20 år siden.

Dengang havde han held og dygtighed til at få alt med elitefodbold flyttet hjem til fodboldens hus – DBU.

På mange måder kan det se ud til, at DBU under afvikling. Det er i dag samtidig begrænset med fodboldekspertise og fodboldfaglighed i DBU.

Der er reelt kun én ansat med den højeste trænerfaglige uddannelse – P-licensen. Det er tidligere toptræner Peter Rudbæk, der i dag er parkeret som trænerkonsulent.

Talentchef Flemming Berg har godt nok været DBU-instruktør på træneruddannelserne, men han har ingen erfaring fra højeste niveau. Han har været scout i Chelsea og cheftræner i Thisted. Derudover har unionen i offentlige sammenhænge en usynlig elitechef i Kim Hallberg. Om ham siges der, at han er meget praktisk og respekteret på de indre linjer. Men han er ingen udadvendt profil, som man ellers må forvente en elitechef skal være.

Derudover er der så direktøren for det hele, Claus Bretton-Meyer, der er stærkere med regnearkene - på trods af makværket i landsholdsaftalen - frem for i de fodboldfaglige diskussioner.

Se også: Landsholds-profiler i voldsomt angreb på DBU-top

Se også: Revser DBU-direktør: Himmelråbende amatøragtigt!

Se også: AFSLØRING: DBU-boss i pinlig brøler

37 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere