Fronterne er trukket op: Nu slås DBU og landsholdet igen

Spillerforeningen har truet med retssag efter DBU og Hummel har overtrådt reglerne for den måde landsholdsspillerne bliver brugt på – det sker midt i et forhandlingsforløb om ny aftale

Her er fire eksempler, hvor Hummel og DBU har overtrådt den aftale, unionen har indgået med Spillerforeningen i forhold til den måde spillerne må bruges i kommercielle sammenhænge. Det er de fire tilfælde, der formentlig er med til at  påvirke forhandlingsklimaet i forhold til en ny landsholdsaftale. Foto: Tariq Mikkel Khan
Her er fire eksempler, hvor Hummel og DBU har overtrådt den aftale, unionen har indgået med Spillerforeningen i forhold til den måde spillerne må bruges i kommercielle sammenhænge. Det er de fire tilfælde, der formentlig er med til at påvirke forhandlingsklimaet i forhold til en ny landsholdsaftale. Foto: Tariq Mikkel Khan

På mandag udtages sæsonens første landsholdstrup og om 18 dage spiller Danmark sæsonens første test-landskamp mod Slovakiet i Trnava.

Men lige nu er det usikkert om kampen overhovedet bliver afviklet, fordi Simon Kjær, Christian Eriksen og de øvrige landsholdsspillere aktuelt står uden en aftale med DBU.

Den nuværende aftale udløb 31. juli. Parterne skulle siden september 2017 have forhandlet om en ny aftale for landsholdstruppen. Men forhandlingerne begyndte først i januar, fordi DBU og Spillerforeningen kæmpede med at få kvindeaftalen endeligt på plads i slutningen af 2017.

Hummels adfærd har skabt ballade
Derfor står Åge Hareides tropper lige nu i præcis samme situation som kvindelandsholdet for ét år siden. Der er lige nu ingen aftale, der sikrer ro på landsholdsfronten mellem parterne.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der ingen tegn på, at en ny landsholdsaftale er lige på trapperne.

Forhandlingsklimaet er tilsyneladende heller ikke optimalt, fordi DBU og unionens tøjsponsor Hummel har overtrådt aftalen om, hvordan landsholdsspillerne må bruges kommercielt. Specielt Hummels adfærd i forbindelse med præsentation af VM-trøjen tilbage i maj skabte sure miner hos landsholdsspillerne.

Under VM-slutrunden kom det frem, at Spillerforeningens chefrådgiver, Thomas Lindrup, var helt oppe i det røde felt, efter DBU og Hummel har overtrådt spillernes individuelle, kommercielle rettigheder.

Han slog i et brev fast, at Spillerforeningen var parat til at gå både til de civile domstole eller starte en voldgiftssag.

Flere overtrædelser
I aftalen mellem DBU og landsholdet må spillerne ikke optræde enkeltvis i kommercielle sammenhænge. De skal altid optræde mindst tre spillere, der også skal være på samme linje. Det skal de, fordi mange af landsholdsspillerne både har klubmæssige og personlige kommercielle aftaler at tage hensyn til. Christian Eriksen er eksempelvis Nikes største brand i Danmark. Derfor må Christian Eriksen ikke optræde solo for Hummel i landsholdsregi.

Det gjorde han i en video fra Hummel på Instagram 18. maj, hvor han optræder som det store blikfang.

Ekstra Bladet kan løfte sløret for mindst to øvrige tilfælde, hvor Hummel har overtrådt reglerne. Det var 16. maj, da Pione Sisto på Hummels Instagram- profil solo blev præsenteret i den nye VM-trøje.

Samme dag – 16. maj – optrådte Kasper Schmeichel i forgrunden og Jonas Lössl i baggrunden også i en reklame på Hummels Instagram-profil for den nye landsholdstrøje, hvilket også var en overtrædelse af den aftale DBU og Spillerforeningen har indgået i landsholdsaftalen.

DBU holdt sig heller ikke til aftalen, da unionen 15. maj på landsholdets Instagram-profil præsenterede Lasse Schöne solo på et foto, hvor han var blikfanget for den nye VM-trøje.

William Kvist stoppede på landsholdet efter nederlaget mod Kroatien. Nu sidder FCK-reserven med ved forhandlingsbordet i håbet om at lave en ny landsholdsaftale med DBU. Foto: Lars Poulsen.
William Kvist stoppede på landsholdet efter nederlaget mod Kroatien. Nu sidder FCK-reserven med ved forhandlingsbordet i håbet om at lave en ny landsholdsaftale med DBU. Foto: Lars Poulsen.

Tavshed
Thomas Lindrup, der er chef for spillerrådgivningen i Spillerforeningen, truede i et brev for et par måneder siden med civil retssag eller voldgiftssag. Hvor står den sag nu?

- Det har vi ingen kommentarer til, fordi vi lige nu forhandler med DBU om en ny aftale for landsholdet, siger Spillerforeningens kommunikationschef, Martin Dons.

Forventer du, at det får nogen konsekvenser, at DBU og unionens tøjsponsor Hummel har overtrådt den aftale, i har indgået om, hvordan spillerne må bruges i kommercielle sammenhænge?

- Det har vi heller ingen kommentarer til, tilføjer Martin Dons.

Hverken Thomas Lindrup eller Spillerforeningens direktør, Mads Øland, har ønsket at udtale sig.

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, skriver i en SMS, at der fortsat er dialog mellem parterne: Han har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Det kan ske i forhandlingerne

DBU og Spillerforeningen forhandler lige nu om en ny aftale for fodboldlandsholdet. Den nuværende aftale udløb 31. juli. Der skal en ny aftale på bordet inden 5. september, hvis landskampen mod Slovakiet ikke skal i farezonen.

 

1.

DBU og Spillerforeningen bliver enige om en ny landsholdsaftale i tide før testkampen mod Slovakiet 5. september.

 

2.

Den nuværende aftale kan blive forlænget i en tidsbestemt periode, så en ny aftale kom nå at komme på plads, så Danmark i ro og fred kan afvikle september-kampene mod Slovakiet og Wales.

 

3.

Parterne når ikke i tide til enighed om en landsholdsaftale og kan heller ikke blive enige om at forlænge den gamle aftale. Derfor må testkampen mod Slovakiet aflyses.

 

 

Her har DBU og Hummel overtrådt reglerne

Spillerforeningen har truet med civile domstole eller en voldgiftsret, fordi DBU og tøjsponsor Hummel tilsyneladende har overtrådt præmisserne i den landsholdsaftale, parterne indgik tilbage i 2015.

Her er, hvad der står i aftalen mellem DBU og Spillerforeningen. En aftale der altså udløb 31. juli. I paragraf 4.5.2 under spillerpuljen og spillerpuljeaktiviteter hedder det:

”Ved indgåelse af sponsoraftaler og aftaler om markedsføring af merchandiseartikler skal der altid medvirke mindst tre spillere og igen en fra hver kategori (spillerne er indledt i tre kategorier i forhold til kendthedsgrad og markedsføringsværdi), og der skal ske en lige anvendelse af alle spillere. Hver spiller har pligt til at medvirke til en optagelse pr. år, og optagelsen skal – med mindre Spillerforeningen konkret accepterer noget andet – foretages i forbindelse med en landsholdssamling uden at gribe ind i landstrænerens ønske om spillernes tilstedeværelse.”

 

I paragraf 5.10 i aftalen står der videre:

”Retten til at anvende hele spillertruppen i individuelle sessions, opbygget efter de samme principper som beskrevet i punkt 4.5.2, hvorved særligt fremhæves forpligtelsen til en lige anvendelse af alle spillere, og at der mindst skal medvirke tre spillere i hvert markedsføringsindslag.

 

 

 

Det slås DBU og landsholdsspillerne om

I forbindelse med forhandlingen om en ny landsholdsaftale skal parterne finde hinanden på en række områder, før en ny landsholdsaftale er forhandlet på plads. Her er fire centrale punkter, hvor parterne skal komme overens.

 

1. Forholdene for landsholdsspillerne, når de er samlet

I starten af året kom det frem, at landsholdsspillerne var utilfredse med behandlerteamet og forplejningen specielt i udekampen mod Polen. Spillerne ønsker at optimere forholdene i landsholdslejren. Det gælder i forhold til behandlerne, der skal være kok med på alle udekampene og træningsbanerne skal være kridtet op og i god stand. Spørgsmålet er, hvor langt DBU ønsker at strække i forhold til økonomien.

 

2. DBU’s ret til at bruge spillerne mere kommercielt

DBU har et klart ønske om at få mere råderet over spillerne, når de er sammen i landsholdsregi. Som det er i dag skal Spillerforeningens spørges i alle tilfælde, når spillerne skal bruges i kommercielle sammenhænge. Det skal Spillerforeningen, fordi landsholdsspillerne udover landsholdet har individuelle og klub-aftaler, som Spillerforeningen skal sikre bliver overholdt.

-

3. Udnyttelsen af de kommercielle rettigheder

Det har ikke styrket forhandlingsklimaet, at Hummel og DBU har brudt den indgåede aftale i forbindelse med lanceringen af VM-trøjen. Her optrådte flere spillere enkeltvis, selv om det står i aftalen, at spillerne skal optræde mindst tre sammen.

-

4. Totaløkonomien i den endelige aftale

Overordnet strides parterne tilsyneladende ikke så meget om honoraret til landsholdsspillerne. Men det er klart, at en samlet aftale handler om, hvad det i givet fald koster DBU at indgå en ny aftale. Størrelsen af en eventuel slutrunde-bonus til landsholdsspillerne er naturligvis i spil. I den gamle aftale fik spillerne 8,6 mio. kr. i slutrunde-bonus. Spillerne gik i 2015 med til at få et lavere honorar, men muligheden for at spille pengene ind igen, hvis DBU fik øgede indtægter med en slutrunde-deltagelse.

Danmarks 1/8-finale ved verdensmesterskabet i Rusland betyder, at Åge Hareides tropper springer tre pladser frem. Foto: Lars Poulsen Landsholdsfodbold - 16. aug. 2018 - kl. 10:42 Det bedste i 21 år! Danmark historisk højt på verdensranglisten

  

140 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere