Gigantisk brøler rammer Copa America: Derfor måber stjernerne

Uruguays landshold fik en besynderlig optakt til opgøret mod Mexico, eftersom det gik helt galt, da nationalmelodien skulle spilles

Luis Suarez, der sad ude med en forstrækning, var en af de uruguayanere, der måbede, da landets nationalmelodi ikke blev spillet. (Foto: AP)
Luis Suarez, der sad ude med en forstrækning, var en af de uruguayanere, der måbede, da landets nationalmelodi ikke blev spillet. (Foto: AP)

De stod og måbede på rad og række. På banen og ved udskiftningsbænken. Edinson Cavani, Fernando Muslera, Luis Suarez og de øvrige stjerner fra Uruguays landshold.

Over højttaleren på stadion havde det netop lydt, at det var tid til at afspille landets nationalmelodi før kampen mod Mexico i Copa America. Men sådan kom det ikke til at gå.

I stedet var det tonerne fra Chiles ditto,  der rungede ud over arenaen i Arizona. Og brøleren tog bare til i størrelse, da musikken ikke stoppede med det samme, men fortsatte et par minutter, indtil slutningen på fadæsen var nået.

Arrangørerne har i kølvandet på episoden givet udtryk for, at der var tale om en 'menneskelig årsag' til fejlen og beklager selvsagt, at sådanne ting kunne ske.

- Vi undskylder dybt til Uruguays Fodboldforbund, til det uruguayanske folk og til fansene for denne fejl, lyder det i en meddelelse fra arrangørerne ifølge AFP.

Se også: Brasilien skuffer i Copa America-premiere

Heller ikke da kampen blev fløjtet i gang, gik det Uruguays vej. Så langt fra endda. Allerede efter fire minutter kom holdet bagud, da backen Alvaro Pereira blev presset til at lave selvmål i forbindelse med en hovedstødsduel.

Kort før pausen var der så mere dårligt nyt for holdet, der i øjeblikket fører den sydamerikanske VM-kvalifikation. Her blev Fiorentina-spilleren Matias Vecino udvist som følge af to gule kort inden for mindre end 20 minutter.

I anden halvleg fik Uruguay imidlertid udlignet ved Diego Godin, men lige lidt hjalp det, da Mexico i opgørets sidste minutter satte turboen til og scorede to gange, så slutresultatet blev 3-1.

Dermed er Uruguay sidst efter første runde i gruppe C, hvor også Jamaica og Venezuela befinder sig. De to hold mødtes ligeledes natten til mandag dansk tid, hvor Venezuela vandt 1-0.

Også i det opgør blev der uddelt rødt kort, og den tvivlsomme ære gik i dette tilfælde til Brøndbys jamaicaner Rudolph Austin, som gik alt for voldsomt ind i en tackling.

Se Austins voldsomme udvisning her:

 

Se også: Colombia åbner Copa América med sejr

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere