Gigantisk drama venter

Norge skal vinde, mens et rystet Holland virker til at danse med. Og så er tyrkerne på en svær opgave i Montenegro. Alt kan ske i Gruppe G i aften

Mens vi i Danmark ærgrer os over afslutningen på en ellers perfekt kvalifikationsturnering, er der ikke samme status i Gruppe G.

Her spilles sidste runde tirsdag aften, og tre lande kæmper om to pladser: Holland, Tyrkiet og Norge.

Hollænderne tager imod Norge i en alt eller intet-gyser, mens tyrkerne møder uforudsigelige Montenegro på udebane.

Alt er med andre ord muligt i en gruppe, hvor nummer et kommer direkte til VM, mens toeren ryger i playoffs.

 

Holland har med hjemmebanen en klar fordel mod Norge og kan tilmed sikre sig førstepladsen med bare uafgjort. Men de dummede sig forleden mod Montenegro og måtte nøjes med 2-2 trods 2-0-føring ti minutter før tid. Cheftræner Louis van Gaal er styrtet på cyklen og måtte gennemføre pressemøde i en kørestol. Kampen skal spilles bag lukkede døre på grund af corona, og flere profiler er væk med skader.

Avisen Telegraaf skriver, at ’problemerne hober sig op’, mens Algemeen Dagblad skriver, at ’meget er pludselig gået galt for Oranje, ligesom det så ud til at gå den rigtige vej’.

- Det er Murphy’s lov. At træneren vælter og ender i kørestol er en del af det. Jeg hører fra folk, der er bange. Er vi der, hvor alt går galt igen, spørger journalist og forfatter Simon Swartkruis i et interview med den norske avis Verdens Gang.

Besynderlig kvalifikation
For Norge venter kulminationen på en noget besynderlig kvalifikation. Et stærkt landshold med Ståle Solbakken som cheftræner tabte ganske vist 3-0 hjemme til Tyrkiet tidligt i turneringen.

Til gengæld vandt man ude over Montenegro og hentede uafgjort hjemme mod Holland. Der var også et point i Tyrkiet og sejr hjemme over Montenegro, inden man på forunderlig vis spillede 0-0 med Letland på Ullevaal i næstsidste runde.

Virgil van Dijk på mandagens pressemøde, mens cheftræner Louis van Gaal var med på en online forbindelse på grund af sit styrt. Foto: Koen van Weel/AFP/Ritzau Scanpix
Virgil van Dijk på mandagens pressemøde, mens cheftræner Louis van Gaal var med på en online forbindelse på grund af sit styrt. Foto: Koen van Weel/AFP/Ritzau Scanpix
 

Var den kamp blevet vundet, havde man i dag ligget á point med hollænderne. Nu er de i den situation, at Holland skal besejres. Man skal i hvert fald have et point – og så håbe, tyrkerne dummer sig mod Montenegro.

Kampene spilles samtidig fra kl. 20.45 i aften. Og selvfølgelig er Solbakken blev spurgt til, om man skeler til Montenegro-Tyrkiet.

- Det er et vældig godt spørgsmål, og noget vi har talt om, sagde han til spørgsmålet om, hvad Norge gør, hvis Montenegro fører over Tyrkiet, mens det er uafgjort i Rotterdam.

For så vil Norge være på andenpladsen og dermed klar til playoff. Går nordmændene efter sejren, risikrer de at blotte sig og tabe. Vinder de over Holland, ja, så er de sikre på minimum andenpladsen, mens et nederlag sandsynligvis er lig med en tredjeplads.

Martin Ødegaard og Norge havde ingen god aften mod Letland 13. november. Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix
Martin Ødegaard og Norge havde ingen god aften mod Letland 13. november. Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix
 

- Det har jo noget med kampbilledet at gøre. Hvordan ser det ud for os. Hvad er følelsen på det tidspunkt. Den beslutning må jeg tage, når det sker. Vi kommer til at være godt opdateret, sagde Solbakken mandag til NRK.

Kan ende galt uanset hvad
Han gav et eksempel: At Norge har gjort brug af sine udskiftninger, og så scorer Tyrkiet et sent mål. Eller at Norge satser fremad banen ved stillingen 1-0 til Montenegro, og så scorer hollænderne i den anden ende.

- Det kan ende galt uanset hvad. Vi kan ikke gå og være bange for det. Det bliver min mavefornemmelse, der afgør det, sagde Solbakken.

Ved samme pressemøde vakte han opsigt, da han kom med en fremragende reference til den hollandske EM- og VM-guldvinder i hurtigløb på skøjter Hilbert van der Duim, der i begyndelsen af 1980’erne blev berømt for nogle besynderlige optrædener. Eksempelvis da han stoppede med at løbe en runde før, løbet var forbi, hvilket sjovt nok kostede ham sejren.

- Måske var de lidt som Hilbert van der Duim, der ikke tog sidste runde. Normalt ved man, hvor mange runder, der er. Jeg tror ikke, de vil gentage det, sagde Solbakken med reference til hollænderne, og at de holdt op med at spille mod slutningen af kampen mod Montenegro.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter