Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Gravesen vild med Nadim: Hun er skøn og modig

- Jeg er ved at få VM-feber, siger den gamle landsholdshelt, der er misundelig på den gode måde – og stor-roser den spillende forfatter Nadia Nadim for at have sine meningers mod

Thomas Gravesen har altid fulgt kvindelandsholdet, og nu har han også lært Nadia Nadim at kende - og den gamle vejlsenser er fuld af respekt. Foto: Olivia Loftlund
Thomas Gravesen har altid fulgt kvindelandsholdet, og nu har han også lært Nadia Nadim at kende - og den gamle vejlsenser er fuld af respekt. Foto: Olivia Loftlund

Thomas Gravesen har rundet de 42, men ligner sådan set stadig en mand, der kunne checke ind i en dansk VM-trup – og der er heller ikke noget, han hellere ville.

- Der er nok røget en tre-fire kilo på, men jeg kan godt garantere dig for, at det kribler overalt i kroppen. Jeg er så misundelig på de drenge, der er afsted nu – misundelig på den gode måde, understreger ’Graveren’, der onsdag eftermiddag troppede op til reception på Politikens Forlag i forbindelse med Nadia Nadims bog ’Min Historie’.

Den har allerede affødt et par mindre medie-orkaner, fordi den 30-årige Manchester City-stjerne i et kapitel råt for usødet fortæller om sit syn på konflikten sidste efterår – og hun er bestemt ikke blid ved Spillerforeningens direktør Mads Øland. For nu at sige det mildt.

Lige præcis dén historie vil Thomas Gravesen ikke blande sig i, men den siger trods alt noget om den person, Nadia Nadim er – og hun aftvinger enorm respekt, fortæller Thomas Gravesen:

- Hun har sine meninger, og dem står hun ved. Der er bund i hende og det, hun siger, og det kan jeg jo godt li’. Det er det skønne ved Nadia, siger den gamle midtbanegeneral.

Nadia Nadim skriver autografer i forbindelse med udgivelsen af sin og Miriam Zeslers bog 'Min historie'. Foto: Olivia Loftlund
Nadia Nadim skriver autografer i forbindelse med udgivelsen af sin og Miriam Zeslers bog 'Min historie'. Foto: Olivia Loftlund

- Hun er simpelt hen en personlighed, og det har været fantastisk at møde hende og være i selskab med hende. Jeg kender hende jo fra tv som fodboldspiller, fordi jeg altid har fulgt kvindelandsholdet, og jeg må sige, det passer helt perfekt, at hun skriver en bog nu. Hun har noget på hjerte, siger Thomas Gravesen, der i øvrigt har en klar ambition:

- Morten Olsen siger jo, at han ser 500 fodboldkampe om året, så jeg skal se ALLE kampe under dette VM. Hvis Danmark kommer godt fra start mod Peru, kan det blive rigtigt stort – du så dem smadre Irland, og vi har helt klart et hold på vej med en verdensstjerne i Christian Eriksen. Sådan én skal man altid have, for at få succes, og hvis de får pumpet en masse energi ind i truppen, kan de nå langt – og husk: Intet er umuligt, siger den gamle Real Madrid-stjerne.

Arenth Grønhøj var på vagt den skærtorsdag, Nadia Nadim og hendes familie blev læsset af en lastvogn i Randers. De troede, de var landet i England - til gengæld hjalp betjenten dem med mad fra Netto og togbilletter til Sandholm. Foto: Olivia Loftlund
Arenth Grønhøj var på vagt den skærtorsdag, Nadia Nadim og hendes familie blev læsset af en lastvogn i Randers. De troede, de var landet i England - til gengæld hjalp betjenten dem med mad fra Netto og togbilletter til Sandholm. Foto: Olivia Loftlund

Den spillende forfatter havde inviteret familie, slægt og venner. Moderen Hamid, storesøster Giti og lillesøster Muskan var til stede, mens søsteren Diana, der er i skarp boksetræning, ikke kunne få fri. Bogens redaktionelle hovedkraft, TV2 News-journalisten Miriam Zesler, havde tilsyneladende sørget for, at nyhedsstationen var tæt på affolket, så hvis der har kørt et par gamle jingler og et godt slidt magasinprogram onsdag eftermiddag, kender du grunden nu.

Én person var dog en kæmpe overraskelse. 68-årige Arenth Grønhøj var kriminalbetjenten, der i sin tid tog sig af den flygtende afghanske familie, da Hamid, Nadim og hendes fire søstre efter at være smuglet fra Milano i en lastbil IKKE landede i England – men i Randers!

Arenth Grønhøj sørgede for, at den sultne familie efter papirarbejdet på politistationen fik mad og drikke og togbilletter til Sandholmlejren.

- Jeg tror, de kom en skærtorsdag, så kantinen på stationen var lukket. Jeg spurgte, om de var sultne, og kørte til en Netto-butik og lagde penge ud for varer og senere togbilletter. Men indtil for nylig har jeg hverken anet eller tænkt over, at det var Nadia Nadims familie, jeg tog imod, fortæller den nu pensionerede betjent.

Miriam Zesler, dagens helt store overraskelse Arenth Grønhøj og Nadia Nadim. Foto: Olivia Loftlund
Miriam Zesler, dagens helt store overraskelse Arenth Grønhøj og Nadia Nadim. Foto: Olivia Loftlund

- Jeg har jo fulgt Nadia i landskampe på tv, men det var først, da Miriam Zesler ringede for at checke historien, jeg blev klar over, at det altså var dem, jeg hjalp den påske i Randers. I går ringede Miriam for at invitere mig herind, så jeg tog toget i morges, og her er jeg, fortæller Arenth Grønhøj, der blev involveret i en del kram og knusere fra Nadim-familien.

- Sidst, jeg så dem, var, da jeg vinkede farvel fra perronen i Randers!

Se også: Nadim forklarer hård kritik: - Jeg er ikke fan af ham!

Se også: Nadia Nadim i barsk kritik af boss: - Han opfatter os som høns

Se også: Nu bryder Thomas Gravesen tavsheden efter 12 år: Derfor forlod han det hele

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen