Grotesk scenarie: Populært dansk landshold risikerer lukning

Spillerrådet er uenig med DBU i måden at drive oldboyslandsholdet på og trækker sig fra holdet. Flere spillere følger trop - DBU håber, holdet har en fremtid 

Oldboyslandsholdet risikerer at lukke. Foto: Per Rasmussen
Oldboyslandsholdet risikerer at lukke. Foto: Per Rasmussen

Det danske oldboyslandshold er i farezonen for at lukke, fordi mange af spillerne trækker sig fra holdet. Hvis holdet overlever, bliver det i hvert fald i en stærkt reduceret udgave uden mange af de gamle velkendte stjerner, der tidligere har ført sig frem på det danske landshold.

Det groteske scenarie er opstået, fordi spillerrådet er uenig med DBU i den måde, oldboyslandsholdet skal drives på i fremtiden.

Det fire mands store spillerråd, der består af Michael Gravgaard, Henrik 'Store' Larsen, René Henriksen og Stig Tøfting, ønsker, at DBU’s tidligere sekretær Simon Rasmussen skal fortsætte i en rolle med at planlægge, koordinere og afvikle oldboyslandskampene.

- Vi har ønsket, at Simon får en beskeden aflønning for sit praktiske arbejde med oldboyslandsholdet. Det er DBU modstander af. Unionen vil gerne tillade, at Simon har en rolle, men kun hvis det sker på frivillig basis, siger Michael Gravgaard på vegne af spillerrådet.

Brev til 70 spillere
Konflikten mellem parterne er opstået, fordi DBU i starten af april har sendt en mail rundt til spillerne på oldboyslandsholdet, efter Simon Rasmussen opsagde sit job i unionen, og derfor skal landsholdet reorganiseres.

DBU vil ikke lønne Simon Rasmussen - til højre - for sit arbejde med Oldboyslandsholdet. Foto: Jens Dresling
DBU vil ikke lønne Simon Rasmussen - til højre - for sit arbejde med Oldboyslandsholdet. Foto: Jens Dresling

På vegne af spillerrådet har Michael Gravgaard sendt en skrivelse rundt til i omegnen af 70 spillere, der alle har optrådt på det danske landshold og derfor er inde i billedet til at optræde på oldboyslandsholdet.

I den skrivelse gør han det klart, at det fire mands store spillerråd trækker sig efter de tre sidste kampe i foråret.

Udover Michael Gravgaard, Henrik 'Store' Larsen, René Henriksen og Stig Tøfting ventes Jesper Grønkjær, Martin Jørgensen, Lars Jacobsen, Niclas Jensen, Brian Priske, Mads Junker, Kaspar Dalgas og Thomas Helveg ifølge Ekstra Bladets oplysninger at stoppe, når den sidste kamp er spillet her i foråret, hvor der resterer tre kampe.

Fremtiden for landsholdet kendes ikke. Foto: Per Rasmussen
Fremtiden for landsholdet kendes ikke. Foto: Per Rasmussen

Oldboyslandsholdet skal spille i Hammel, Vojens og Svendborg inden sommerferien. Når de kampe er overstået, er fremtiden uvis.

Stort arbejde med udvælgelsen
- Der kommer vel 25-30 ansøgninger om at få oldboyslandsholdet ud at spille hvert år. I den forbindelse har Simon Rasmussen lavet et stort praktisk forarbejde for at finde ud af, hvilke 10-12 steder der skal udvælges.

- Vi har ønsket Simon Rasmussen fortsætter i en rolle hos os, hvor han får en beskeden aflønning for sit arbejde, fordi han er en person alle omkring oldboyslandsholdet har meget stor tillid til. Samtidig kan Simon noget, som ingen andre kan: Han kan skaffe nye folk, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste øjeblik, supplerer Stig Tøfting.

Oldboyslandsholdet rejser rundt i Danmark og spiller 10-12 kampe om året. Typisk i mindre serieklubber, som via besøget af de gamle landsholdsstjerner får mulighed for at lave en skilling til klubkassen.

Efter hårdt Højbjerg-angreb: Hareide har selv fejlet

Indretter sig ikke efter tidligere medarbejder
Kim Hallberg, elitechef i DBU, er ked af konflikten.

- Det er ærgerligt, hvis de ikke længere ønsker at spille på Oldboyslandsholdet. At spille på landsholdet er et tilbud, som de vælger, om de vil tage imod.

- Jeg kan slet ikke forestille mig, at oldboyslandsholdet ikke har en fremtid. Jeg tror, flere tidligere landsholdsspillere gerne vil være med. Vi laver et nyt setup for holdet, hvor vi indsætter gode og kompetente folk. Det gælder blandt andre Christian Bordinggaard, der for UEFA er chef for kampafviklingen i Champions League til Real Madrids kampe, forklarer Kim Hallberg og afviser, at DBU vil indrette fremtidens oldbyslandshold efter en tidligere medarbejder i DBU.

- En epoke er slut med Simon Rasmussen fratræden i DBU. Vi kan ikke indrette et landshold efter en tidligere medarbejder. Samtidig kan vi heller ikke deltidsansætte en tidligere medarbejder. Den slags kan danne præcedens i fremtiden, pointerer DBU’s elitechef, Kim Hallberg.

Hylder FCK-stjerne efter Brøndby-bank: Stinker af klasse og kvalitet

Brøndby eller FCM som mester? Eksperter leverer overraskende svar

Oprydning i FCK: De har mistet Ståles tillid