Fodboldhistorien er rig på historier om hold og spillere, der før en vigtig kamp ikke var levnet en chance.
Få gange har det været så grelt, som mandagens 1/8-finale ved Africa Cup of Nations, hvor Comorerne møder Cameroun.
Det er ikke bare op ad bakke for miniputten Comorerne. Det er Kilimanjaro.
Ganske vist har øriget med de godt 800.000 indbyggere lige nord for Madagaskar besejret og slået stormagten Ghana ud i gruppespillet. Men nu venter værtsnationen og giganten Cameroun.
Og Comorerne har ingen målmand.
Tre målmænd var i truppen, da turneringen begyndte. Den tidligere Eliteserien-profil Ali Ahamada stod mod Gabon, mens Salim Ben Boina tog over mod Marokko og Ghana.
12 mand er nede
Og man havde sågar også Mayadh Ousseini med i truppen.
Men til 1/8-finalen mod Cameroun er alt dette ligegyldigt. For mens Salim Ben Boina blev skadet i den sidste gruppekamp mod Ghana, er både Ahamada og Ousseini ude med corona. Det er der i øvrigt 12 spillere og ledere fra truppen, der er.
Så der er ingen målmand til at stå mod Cameroun.
Alligevel satte målmandstræner Jean-Daniel Padovani sig til rette på et pressemøde søndag med et stort smil på læben. I øvrigt i selskab med anfører Nadjim Abdou.
- Det er ret pudsigt. Vi griner, for det er sådan, vi foretrækker at håndtere det, kom det.
Han fortalte, at man havde fokus på at komme på træningsbanen og finde et alternativ.
Moralen er god
Det er at finde en ny målmand blandt de resterende i spillertruppen.
- Vi skal som det første finde en målmand. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvem det skal være. Og havde jeg fundet ud af det, ville jeg da ikke sige det, kom det med et grin.
I det hele taget var der en del kort, der blev holdt tæt til kroppen, for som Padovani sagde:
- Vi har altså 12 tilfælde inden kampen. Vi vil da ikke give jer noget af vores plan! Men det her ændrer da nogle ting.
- Vi er en gruppe, der støtter hinanden. Vi ved, at tingene hurtigt kan skifte. Men moralen er god, kom det fra anfører Abdou.
Padovani indrømmede dog, at det er et bjerg, man skal finde vej over.
- Der er en kæmpe forskel på en sjov afslutning på en træning og en officiel landskamp. Vi finder selvfølgelig ikke en perfekt målmand. Men vi prøver at forblive positive.
Alt er historisk
Udover nogle optrædener i den noget upåagtede Indian Ocean Island Games, hvor den seneste optræden i 2015 endte med nederlag til Réunion og Mauritius, har Comorerne aldrig deltaget i en international turnering før.
Så alt, hvad de gør ved African Cup of Nations, er historisk.
- Det var historisk, at vi kvalificerede os. Det var historisk, at vi vandt en kamp, og det er historisk, at vi står i en 1/8-finale. Og det er historisk, at vi nu skal spille en kamp med en markspiller som målmand. Vi er en del af historien, kom det igen med en ordentlig portion humor fra Padovani.
Den noget ulige kamp mellem Cameroun og Comorerne går i gang mandag klokken 20 på Yaoundés Olembe Stadium med plads til 60.000 tilskuere.