Mens Sverige er med, når EM-slutrunden i fodbold indledes denne weekend, så må de danske spillere og fans blive hjemme. Årsagen er playoff-kampene i november, hvor svenskerne vandt samlet efter et stort Zlatan-show.
Nu gnider svenskerne yderligere salt i såret.
De har med hjælp fra det svenske landsholds hovedsponsor, Oddset, nemlig haft held med at snuppe de originale målnet fra kampen i Parken, og så har de lavet dem om til to hængekøjer.
- Vi klippede nettene ned 16. maj, men vi ringede og talte med DBU først, og de gav tilladelse til det. Vi har fået bekræftet af vagtmesteren i Parken, at der er tale om de rigtige net fra Sverige-kampen, siger Svenske Spels kommunikationsansvarlige, Eva Evesjö, til Ekstra Bladet.
- Vi vil ikke håne Danmark, men bare lave lidt sjov inden europamesterskaberne og ligesom lave det som en sjov hyldest til Zlatan, og det forstod DBU, siger Evesjö.
Se tv-klippet af svenskernes aktion i Parken i tv-playeren over artiklen
Den ene hængekøje skal hænge i de svenske fans lejr i Frankrig, Camp Riviera, mens den anden kan vindes i en konkurrence hos avisen, Expressen.
- DBU var meget positive omkring idéen, men da du ringede fra Danmark, tænkte jeg lige, at de måske havde fortrudt, griner Evesjö.
- Men danskere er meget generøse. Jeg var selv på plads til kampen i Parken, og vi var ude og få et glas vin bagefter, og alle danskere gratulerede os med sejren og kvalifikationen til EM og sagde, at det var fortjent, siger Evesjö.
- Der er et godt forhold mellem det svenske fodboldforbund og det danske fodboldforbund, og det er aftalt, at Danmark kan gøre det samme på Friends Arena, hvis der er brug for det i fremtiden, siger Evesjö.
Inden afrejse har de svenske spillere kvalitetstestet hængekøjerne lavet på de danske målnet.
- Det føles som om, at det er et svensk frispark, der har sikret denne her hængekøjes skønne gyngeevne. Det havde danskerne aldrig kunnet ordne selv, siger angriberen John Guidetti til Expressen.
Eva Evesjö melder, at hun selv har prøvet hængekøjerne, og de skulle have en ekstra skøn netfølelse.
Her klipper svenskerne nettene ud af Parkens mål: (Fotos: Svenska Spel/Oddset.se)
Se tv-klippet af svenskerne, der klipper Parkens net i stykker i tv-playeren over artiklen