Hårdt ramt DBU-boss: Undskyld

DBU-chef Kim Hallberg undskylder situationen omkring landsholdet og appellerer til, at fodboldfans ikke retter vrede mod de 23 nye landsholdsspillere

Her kan du se DBU-bossen give sin forklaring på tirsdagens pressemøde i Bratislava. (Video: Lars Poulsen)

Hele miseren omkring det danske fodboldlandshold har sat nationen i kog.

Spillerne og DBU står i hver sit hjørne, mens de har travlt med at give hinanden skylden for situationen.

DBU's elitechef, Kim Hallberg, forklarede på et pressemøde på River Park Hotel i Bratislava, at han er manden, vreden skal rettes mod - ikke de helt nye og ukendte danske fodboldspillere, der udgør det danske landshold onsdag mod Slovakiet.

Samtidig er han glad for, at der er kommet en stribe positive tilbagemeldinger i forhold til at løse situationen fra spillere og fra trænere John 'Faxe' Jensen og Hasse Kuhn.

- Jeg er rigtig glad for, at John og Hasse er med på denne her uriaspost.

- De gør det her for at sikre, at Danmark også har landsholdsfodbold i fremtiden. Det er samme holdning, de 23 spillere er mødt ind med.

- Jeg ved godt, der er en masse frustrerede fodboldfans i Danmark, som har en masse galde. Ret den mod DBU og mig, men ikke mod de 23 spillere, der går på banen i morgen, for det har de ikke fortjent, siger Kim Hallberg.

Se et grundigt uddrag af hele pressemødet fra Bratislava. (Video: Lars Poulsen)

Faxe på sit livs opgave
For John 'Faxe' Jensen er der tale om en opgave ud over det sædvanlige. Som træner har han ført undertippede Herfølge til det danske mesterskab, og han har været i Premier League og i La Liga.

Men at sende en flok ikke-sammenspillede serie- og 2. divisionsspillere i kamp mod et verdensklasse-mandskab som det slovakiske tager alligevel prisen.

- Jeg har ikke haft indflydelse på, hvem der skulle møde op. I allersidste øjeblik har nogle meldt til eller fra. Til sidst var der en liste, og så gav det sig selv.

- Ud fra listen med spillere har jeg prøvet at forberede mig på, hvordan jeg tror, at vi kan stille op, og hvem der er de bedste spillere. Det er en meget svær situation for en træner.

- Vi har haft 24 timer til at forberede os, og vi kommer ikke med en stor kvalitet. Det er spillere, som får deres livs mulighed, som de vil gribe. Jeg har snakket med alle spillerne på flyet, og der har jeg fået alt det at vide, jeg som træner har brug for, siger John 'Faxe' Jensen.

I morgen onsdag oplyser han spillerne om startopstillingen, og om hvem der skal være anfører (der er tre kandidater). Og så gælder det ellers om at få det bedste ud af det.

- I morgen får spillerne startopstillingen at vide, og så skal vi træne det. Spillerne kender ikke hinanden, så vi skal spille på den bedste måde.

- Vi kommer kun til at have bolden ti procent af tiden, men vi skal spille vores chance, når vi har den. Vi skal ikke blive bange for at være aggressive og spille bolden. Det bliver meget svært.

- Bolden er rund. Jeg har set mange gange, at man kan overraske. Slovakiet vil være kæmpe store favoritter i den her fodboldkamp. Succeskriteriet er, at spillerne gør alt, hvad de kan.

- Det er ikke vigtigt, om de taber 0-1 eller 0-8. Det er vigtigt, at spillerne får den oplevelse, som de har meldt sig til, og at de dør med støvlerne på, siger nødlandstræneren.

Statsminister Lars Løkke er i øvrigt stor beundrer af John 'Faxes' kærlighed til landsholdet.

Onsdagens landskamp i Slovakiet begynder klokken 20.45, og du kan naturligvis følge den live på ekstrabladet.dk

Du kan gense Live-tråden herunder:

John 'Faxe' Jensen er midlertidig landstræner. Foto: Claus Bech. Landsholdsfodbold - 4. sep. 2018 - kl. 18:59 Her er DBU's nye landshold

Claus Amondsen har fået nok af konflikten. Foto: Privatfoto Landsholdsfodbold - 4. sep. 2018 - kl. 18:26 Roligan-boss har fået nok: Få fingeren ud!

Se også: Slovakkerne sukker: Landskamp bliver værdiløs

John 'Faxe' Jensen er trådt til som midlertidig landstræner - her ses han inden afgangen fra Roskilde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Landsholdsfodbold - 4. sep. 2018 - kl. 16:28 Paranoia i DBU - 'landsholdet' i skjul bag brandbiler

1 af 2 John 'Faxe' Jensen står i spidsen for nød-landsholdet. Her er han inden afrejsen til Slovakiet. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
2 af 2 Her kan du se DBU-bossen give sin forklaring fra tirsdagens pressemøde i Bratislava. (Video: Lars Poulsen)
283 kommentarer
Vis kommentarer