Hæmoride fik Grønkjær i det røde felt

Jesper Grønkjær løfter sløret for, hvorfor han blev rasende på Karel Poborsky under EM i 2000

Jesper Grønkjær på gåtur med Stig Tøfting. Så vidt vides uden samme fysiologiske udfordringer som ved EM i 2000. Foto: Anders Brohus
Jesper Grønkjær på gåtur med Stig Tøfting. Så vidt vides uden samme fysiologiske udfordringer som ved EM i 2000. Foto: Anders Brohus

Det er efterhånden 21 år siden, men den tidligere landsholdsspiller Jesper Grønkjær har ikke glemt EM-slutrunden i Holland og Belgien i 2000.

Danmark tabte samtlige tre gruppekampe mod Frankrig, Holland og Tjekkiet, men især den sidste kamp mod tjekkerne har sat sig på nethinden for Jesper Grønkjær, der i dag ernærer sig som ekspert på TV3's kanaler.

Den dengang 23-årige kantspiller mærkede smerter i bagdelen under en træning og gik derfor til landsholdets daværende læge Mogens Kreutzfeldt.

- Så lå jeg der med benene i vejret og Mogens stirrende op i det allerhelligste, mens han siger: 'Det er en hæmoride, og dem kommer du til at have mange af', siger Jesper Grønkjær i et Viaplay-magasin i andledning af det forestående EM til sommer.

Et sammenstød med den tidligere Manchester United-spiller Karel Poborsky i kampen mod Tjekkiet fik Jesper Grønkjær til at ryge helt op i det felt.

- Efterfølgende møder vi Tjekkiet, og i en nærkamp med Karel Poborský får tjekken stanget sit knæ op bag i mig lige på hæmoriden, og det gør simpelthen så ondt, at jeg er ved at besvime. Det fik mig til at overreagere fuldstændigt, og jeg skubber rundt med ham, indtil Peter Schmeichel hiver mig væk, mens jeg forsøger at finde en elegant måde at forklare Peter, at det altså var, fordi jeg havde fået et knæ op i min hæmoride, forklarer Jesper Grønkjær ifølge TV3 Sport.

Ekstra Bladets fotograf Lars Poulsen fangede dengang optrinnet, som du kan se nedenfor.

Artiklen fortsætter under billederne..

Peter Schmeichel spillede sammen med Karel Poborsky i Manchester United i midten af 90'erne. Foto: Lars Poulsen
Peter Schmeichel spillede sammen med Karel Poborsky i Manchester United i midten af 90'erne. Foto: Lars Poulsen

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Danmark mødte Tjekkiet i den sidste gruppekampe og tabte opgøret 0-2. Inden da havde man allerede tabt 0-3 til både Frankrig og Holland, hvorfor Bo Johanssons tropper sluttede håbløst sidst i gruppe D.

Jesper Grønkjær nåede 80 landskampe i rødt og hvidt - heriblandt alle tre kampe ved EM i 2000.

Den tidligere landsholdsspiller har for nylig talt ærligt og åbent om sin kamp mod stress og depression. Det kan du læse om her.