Han er EM's bedste spiller

Gianluigi Donnarumma er blevet kåret til EM's bedste spiller. Spaniens Pedri er kåret som bedste unge spiller

Italiens målmand Gianluigi Donnarumma blev den store helt i EM-finalen, da han reddede to af de engelske forsøg. Foto: Laurence Griffiths/Reuters
Italiens målmand Gianluigi Donnarumma blev den store helt i EM-finalen, da han reddede to af de engelske forsøg. Foto: Laurence Griffiths/Reuters

Italiens målmand, Gianluigi Donnarumma, der blev holdets helt i EM-finalen mod England, er blevet kåret til turneringens bedste spiller.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) på sin hjemmeside efter kampen søndag aften.

Donnarumma reddede to forsøg i straffesparkskonkurrencen mod England, da Italien sikrede sig holdets første EM-titel siden 1968.

Det var dog ikke kun i finalen, at den store målmand viste sit værd.

I løbet af hele turneringen har han således været en sikker sidste skanse for italienerne, og han har ifølge Uefa spillet flere minutter end nogen anden spiller under hele turneringen.

I gruppespillet lukkede han ikke et eneste mål ind i de første to kampe, inden han fik et hvil i Italiens sidste gruppekamp mod Wales.

22-årige Donnarumma blev også helten for Italien i semifinalen mod Spanien. Her reddede han lige som i finalen et vigtigt forsøg, da kampen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.

Gianluigi Donnarumma er den første målmand til at blive kåret til EM's bedste spiller, siden Uefa indførte prisen i 1996.

Blandt tidligere kåringer er store navne som Zinédine Zidane fra Frankrig samt Xavi og Andrés Iniesta fra Spanien.

Netop Spaniens 18-årige stjerneskud Pedri er efter finalen søndag aften blevet kåret til EM's bedste unge spiller.

Han missede kun et enkelt minut for Spanien på holdets vej til semifinalen.

I Spaniens semifinale mod Italien imponerede den unge FC Barcelona-spiller alt og alle, da han ramte en medspiller med 65 ud af sine 66 afleveringer i løbet af kampens 120 minutter.

Prisen som EM's bedste unge spiller blev senest givet til Renato Sanches fra Portugal i 2016.

Turneringens topscorer blev Cristiano Ronaldo med fem mål. Han snupper prisen foran Tjekkiets Patrik Schick, der også har scoret fem mål, men brugte flere minutter på at gøre det.