Han ofrede den perfekte kvalifikation

Reservespækkede Danmark fik ingen åbenbaringer at se blandt de mange nye, og landstræneren ofrede den perfekte VM-kvalifikation på Hampden Park, fordi småskadede spillere fik lov til at stå over

2-0 til Skotland – Che Adams lukker og slukker Danmarks håb om maksimumpoint.

KASPER HJULMAND lukkede 2021 med en nedtur til Hampden Park.

Fra første fløjt virkede det til, at drømmen om at levere den perfekte kvalifikation med lutter sejre ikke for alvor fik danskerne til at spænde rensdyrene for slæden.

Det sene færøske mål i Parken havde punkteret magien. De 11 mand, der skulder ved skulder hjalp de 2000-3000 danske fans med at synge ’Der Er Et Yndigt Land’ før kickoff, blev aldrig mere end 11 individualister, der kæmpede for sig selv.

SAMMENLIGNET MED de drenge der sidste efterår på Wembley skabte Kasper Hjulmands første gennembrud som landstræner, var blot Schmeichel, Kjær, Christensen og Wass gengangere.

Både Mikael Uhre og Alexander Bah kom i aktion for landsholdet. Foto: Lars Poulsen
Både Mikael Uhre og Alexander Bah kom i aktion for landsholdet. Foto: Lars Poulsen

Og selv om Kasper Hjulmand gennem 2021 har gjort Mikkel Damsgaard til en mini-Messi og Joakim Mæhle har nyfortolket samtlige værker af Bach, var følelsen hele vejen, at antallet af reserver i den danske opstilling ikke kunne bære kursen mod nye sensationer.

Missionen blev ikke hjulpet af, at de småskadede Thomas Delaney og Yussuf Poulsen blev sparet. Meldingen fra landsholdslejren efter kampen var, at de to ikke var kampklare, men mon det ikke var sket, såfremt det havde været en kamp at betydning.

DANMARKS LANDSHOLD har aldrig leveret en perfekt kvalifikation, men landstrænerens valg gjorde det ret klart, at det ikke var noget der blev forfulgt helhjertet. Bænken var ikke en gang fyldt.

Danskerne skal nok komme til at snakke længe om det enestående landsholdsår 2021, og det har været helt overvældende. Men hele verden havde snakket med, hvis det var blevet ti sejre i ti kampe.

Kasper Hjulmand måtte give fortabt to gange mod Skotland. Foto: Lars Poulsen
Kasper Hjulmand måtte give fortabt to gange mod Skotland. Foto: Lars Poulsen

JULEN ER tiden, hvor små purke skriver ønskesedler og julemanden former sin egen lille liste over dem, der har fortjent gaver.

Landsholdets egen lille Hjulemand er allerede begyndt på sin liste. Den som giver landets bedste fodboldspillere maveQatar.

Om et år skal vi til VM i ørkenstaten, hvor migrantarbejdere på stadionbyggerierne går til i et tempo, som ville have fået pyramidebyggerne til at opfinde Arbejdstilsynet for 4500 år siden.

HJULEMANDENS LISTE skal indeholde indtil flere angribere til VM-truppen, og det er den plads i den danske trup, som må give landstræneren store bekymringer.

18 forskellige spillere havde allerede inden sidste kamp skrevet sig på listen af målscorere. Et fantastisk stort antal.

Klasse, men samtidig en kilde til bekymring. For hvem sigter danskerne efter, når Mikkel Damsgaard ikke lige er der til at knække bolden i kassen eller Joakim Mæhle går amok i endnu et raid over flanken?

Andreas Cornelius havde det svært og efterlader Kasper Hjulmand med et hovedbrud omkring angriberposten. Foto: Lars Poulsen
Andreas Cornelius havde det svært og efterlader Kasper Hjulmand med et hovedbrud omkring angriberposten. Foto: Lars Poulsen
 

ANDREAS CORNELIUS fik i Glasgow chancen for at træde ind som det oplagte førstevalg i front. Trabzonspor-angriberen startede med sløsede boldtab, og det var først i anden halvleg, at han begyndte at blive en trussel.

Det var på den baggrund svært at fortænke landstræneren i, at han på det seneste har set mod Yussuf Poulsen. Den uortodokse Leipzig-angriber fik knoklet sig frem til to afslutninger mod Færøerne, der blev blokeret og efterlod lette scoringer til holdkammeraterne.

Yussuf Poulsen bliver aldrig den angriber, som optager taktikmøderne hos modstanderne. Det bliver det helt store hovedbrud for landstræneren at finde den angriber, som kan løfte de rød-hvide derhen, hvor alle frygter os.

Håbet er lige nu, at Kasper Dolberg får så meget styr på sin diabetes, at han efter nytår hamrer sukkersygt mange mål ind.

Så kan Danmark for alvor være med, hvor det er rigtig sjovt.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter