Han skaffede EM til Danmark: Drømmen må ikke briste

Allan Hansen var manden, der fik slutrunden til København - nu opfordrer han alle parter til at give sig, så sommeren 2021 kan byde på både fodbold og cykelløb i verdensklasse

Er der to, der stod sammen. Michel Platini og Allan Hansen var tæt forbundne i UEFA. Foto: Jan Sommer
Er der to, der stod sammen. Michel Platini og Allan Hansen var tæt forbundne i UEFA. Foto: Jan Sommer

Senest på fredag skal DBU og Københavns Kommune meddele UEFA, om Danmark stadig vil være medvært for EM 2020, som altså først skal spilles i 2021.

Det er coronapandemien, der har fået udsat EM-slutrunden, og det har som bekendt betydet, at EM kommer til at ligge tæt på Tour de France, der netop har København som startby næste sommer.

Hos mange har det skabt tvivl om, hvorvidt Danmark kan rumme begge begivenheder, og det kan måske komme til at koste os EM-værtskabet.

Men den diskussion forstår manden, der om nogen har skaffet EM til Danmark, ikke en bjælde af.

- Selvfølgelig er der plads til begge begivenheder, siger Allan Hansen, DBU’s tidligere formand og mangeårigt medlem af UEFA’s eksekutivkomite.

Det var blandt andet på grund af Allan Hansens gode lobbyarbejde og hans nære forhold til UEFA’s daværende præsident, Michel Platini, at København i 2014 højst overraskende blev valgt som en af de 12 værtsbyer for EM 2020.

Det var en nærmest umulig drøm, der gik i opfyldelse, og for Allan Hansen må den ikke briste.  

- Jeg ved godt, det handler om eksponering for både UEFA og ASO (selskabet bag Tour de France, Red.) men så må begge parter give sig. Der er brug for positive tilkendegivelser. Jeg ved, at DBU og Københavns Kommune gør deres bedste. UEFA gør også alt for, at det skal kunne lade sig gøre, siger Allan Hansen.

UEFA’s regler på det her område er, at de 12 værtsbyer skal ’males’ i UEFA’s blå farve fra to uger før den første kamp og frem til en dag efter den sidste kamp. For Danmarks vedkommende er den første kamp i Parken 13. juni mod Finland. Sidste gruppekamp er 22. juni mod Rusland, og så slutter EM-festen i København med en 1/8-finale 29. juni.

Artiklen fortsætter under billedet...

Michel Platini fotograferet i København i 2014, hvor han deltog i DBU's afskedsreception for Allan Hansen. Foto: Jens Wognsen
Michel Platini fotograferet i København i 2014, hvor han deltog i DBU's afskedsreception for Allan Hansen. Foto: Jens Wognsen
 

ASO har lignende regler for eksponering, og der er tour-start i København 2. juli, hvor byen vil være klædt i gult.

- Det bør være muligt at eksponere begge begivenheder. Jeg erkender, at det er UEFA, der har brug for hjælp denne gang, men det kan ASO få på et senere tidspunkt. Pandemien er en helt speciel situation og, det bør alle tage hensyn til. Ingen kan leve med, at der ikke bliver spillet EM-fodbold i Parken næste sommer, siger den tidligere DBU-formand.

Han fortæller, at tanken om at fordele EM på 12 værtsbyer blev fostret af Michel Platini ugen før EM-finalen i 2012. Et EM der blev afviklet i Polen og Ukraine.

- Det var Platinis idé, at EM 2020 skulle markere UEFA’s 60-års jubilæum. Derfor skulle der være mange værtslande. En anden årsag var, at med udvidelsen af EM til 24 hold vil det være de færreste lande, der kan magte opgaven alene.

- En tredje årsag var, at vi i UEFA ville undgå at skabe flere såkaldte hvide elefanter. Det så vi efter EM i Portugal i 2004, hvor der blev bygget nye stadioner, som efterfølgende ikke bliver brugt i tilstrækkelig grad.

- EM 2020 skal derimod spilles udelukkende på eksisterende stadioner. Det gør det både miljømæssigt og økonomisk forsvarligt.

- Men hvordan kunne du overbevise Platini og de øvrige i eksekutivkomiteen om, at Danmark og Parken som det mindste land, med det mindste stadion blandt ansøgerne, skulle være en af værterne?

- Et af vores argumenter var, at Danmark vil blive en stor fanzone. Det er ikke kun i København, man vil opdage, at EM er kommet til landet. Der vil være fanaktiviteter over hele landet, og det gjorde indtryk hos UEFA.

- Et andet argument var, at vi sammen med Morten Olsen og andre tilbage i 2014 kunne overbevise UEFA om, at vi havde så mange talenter på vej, at vi følte os sikre på, at Danmark kunne kvalificere sig til EM 2020 og dermed kunne spille på hjemmebane.

- Holdet kvalificerede sig, og ikke mindst derfor vil det ikke være til at bære, hvis det ikke får lov til at spille EM i parken, siger Allan Hansen, der efter eget ønske udtrådte af UEFA’s eksekutivkomite i 2017.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Betaler for at udvikle fodbolden

Allan Hansen stoppede som formand for DBU i 2014 og som medlem af UEFA's eksekutivkomite i 2017. Dermed sagde han farvel til en årlig indtægt på den gode side af en million kroner. Men helt sluppet fodbolden har den 71-årige fynbo ikke.

Og nu betaler han selv for at være med. Allan Hansen sidder i bestyrelsen for græsrodsorganisationen CCPA, Croos Cultures, som på tværs af landegrænser arbejder for at udbrede fodboldspillet på blandt andet Balkan, i Mellemøsten og i Afrika.

Allan Hansen betaler et symbolsk beløb på 200 kroner for at sidde i bestyrelsen, og så bruger han ellers en masse timer på at udbrede kendskabet til organisationen, som ledes af ildsjælen Anders Levinsen.

- Han kom til os i DBU i min tid som formand. Han havde været udstationeret i Kosovo og Bosnien, og han ville gerne hjælpe dem med at få gang i fodboldspillet. Vi gav han DBU's fodboldskoleprojekt, og siden har det bare udviklet sig til flere verdensdele.

- Hvert år henter vi 20 personer fra hvert land til Danmark og giver dem en træneruddannelse. Det hele køres efter den danske model, siger Allan Hansen.

I en 10-årig periode frem til 2018 har CCPA organiseret 80.000 lokale frivillige og hele 1,5 millioner børn og unge har været igennem organisationens fodboldskoleprojekt. Det har blandt andet været i flygtningelejre i Jordan.

Et af de nye lande, som CCPA har kastet sig over, er Sydsudan.

- Her havde vi 7000 børn i gang i den sidste weekend inden coronapandemien lukkede alt ned. Det gælder for de fleste af vores aktiviteter, men vi er klar, så snart det bliver tilladt at spille fodbold igen, siger Allan Hansen.   

Se også: Få det nu fixet, Frank

Se også: Morten Olsen om Brian Holm: Dårligt og dumt sagt

Se også: Schweiz lader fodboldens banditter slippe

Se også: Platini er tilbage

2 kommentarer
Vis kommentarer