Han skal forstærke Danmark til OL

Red Bull Leipzig har givet Yussuf Poulsen lov til at spille OL. Til gengæld misser han Kirin Cup med A-landsholdet

Yussuf Poulsen skal med på flyet til Brasilien. (Foto: Jens Dresling)
Yussuf Poulsen skal med på flyet til Brasilien. (Foto: Jens Dresling)

I FC København  og FC Midtjylland har svaret været et konsekvent nej, når DBU har forsøgt at få spillere med til sommerens OL i Rio, hvor Niels Frederiksen står i spidsen for det danske fodboldlandshold.

Klubberne er nemlig ikke forpligtede til at slippe spillere til De Olympiske Lege, men nu har Bundesliga-oprykkerne fra Red Bull Leipzig rakt de danske OL-håb en hjælpende hånd.

Mandag meddeler DBU således, at angriberen Yussuf Poulsen har fået lov til at rejse med til Brasilien.

- Det bliver fantastisk at være en del af hele OL set-up’et. Det er 20 år siden, et dansk fodboldhold sidst var med, og det bliver en spændende turnering, hvor vi får chancen for at spille mod hold, som vi ellers ikke møder. Så jeg glæder mig til det hele og tror, vi kan gøre en god figur i Brasilien, siger den 21-årige offensiv-spiller.

Mod Skotland røg anfører Daniel Agger og Kasper Schmeichel i et voldsomt opgør om en tilbagelægning fra Agger. Foto: PA Allan Olsen - 12. maj. 2016 - kl. 15:12 Hvad sker der, Agger? Du skylder et svar!

Mens den tyske beslutning hjælper Niels Frederiksen, må Åge Hareide til gengæld se bort fra Poulsen, når han i næste måned rejser til Japan for at deltage i Kirin Cup.

Det har tyskerne krævet for at sende spilleren til OL, ligesom han er sendt på en kort ferie inden afrejsen, så han kan samle kræfter.

- Man vil jo gerne det hele, men jeg har forståelse for, at Leipzig var bekymret for, at jeg bliver overspillet, som det måske var tilfældet sidste år, siger Yussuf Poulsen.

- Derfor er jeg glad for, at Hareide, Niels Frederiksen og min klub kunne blive enige om en løsning, hvor jeg selv kunne vælge mellem turen til Japan eller OL. For mig er OL er en 'once in a lifetime' oplevelse, og det kunne jeg ikke sige nej til.

Nyheden falder på et tørt sted for Niels Frederiksen, der står foran et større puslespil, når det muliges kunst skal udmønte sig i en slagkraftig trup.

- Det er super, at vi nu har fået Yussuf på plads til OL. Jeg er rigtig glad for, at Åge og jeg og ikke mindst hans klub har kunnet finde en løsning, der giver os mulighed for at få Yussuf med til sommer. Han er en A-landsholdsspiller og en rigtig dygtig angriber, som er en stor styrke for vores hold i Brasilien. Og så er det jo samtidig også en rigtig stor oplevelse for ham at være en del af OL, siger han og fortsætter:

- I den kommende tid vil flere spillere falde på plads via den fortsatte dialog, som jeg har med både danske og udenlandske klubber. Men lige nu koncentrerer jeg mig om vores kommende tur til Korea, hvor jeg har muligheden for at se 22 spillere an i en rigtig god OL-forberedelse for os, slutter Niels Frederiksen.

De danske udlands-professionelle samles i denne uge i Helsingør, hvor de træner frem mod A-landsholdets kommende deltagelse i Kirin Cup i Japan og OL-forberedelsestruppens turnering i Sydkorea. Her vil Yussuf Poulsen efter aftale med Åge Hareide  ikke deltage.

Se også: Neymar får grønt lys til OL mod Danmark

Se også: Her er dit danske OL-hold, Niels Frederiksen

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere