Har succesformlen klar: Sådan stopper vi Lukaku

Det danske landshold skal torsdag aften smadre forsyningslinjen til brandvarme Romelu Lukaku - får Inter-angriberen først bolden, er han svær at stoppe

Hør Thomas Delaney fortælle, hvordan Danmark har tænkt sig at stoppe Lukaku

De danske landsholdsspillerekommer står torsdag ansigt til ansigt med en af verdens bedste angribere.

Romelu Lukaku er en målmaskine, og Inter-angriberen lavede to mål i belgiernes første kamp mod Rusland.

Nu er det så op til en flok danskere at stoppe ham, og de har succesformlen klar.

Det er muligt, at de ikke kan stoppe Lukaku, når han har bolden. Men de kan forhåbentlig forhindre ham i få den i første omgang.

- Lukaku er rigtig svær at stoppe. Det er nemmere at stoppe boldene til Lukaku. Selvfølgelig har vi snakket om ham, og han er en meget vigtig spiller for dem. Han er deres bedste og en af de bedste spillere i verden.

- Men det handler ikke kun om Lukaku. Hele det belgiske hold er dygtigt. De er et godt trænet hold, der har en struktur, der får spillerne til at føle sig godt tilpas, sagde Kasper Hjulmand på onsdagens pressekonference.

Der var stjernetræf, da de belgiske spillere onsdag trænede i Parken. Foto: Lars Poulsen
Der var stjernetræf, da de belgiske spillere onsdag trænede i Parken. Foto: Lars Poulsen

Den danske landstræner påtog sig underdog-rollen mod verdensklassemodstanderen, det er et af Hjulmands hedeste bud på en EM-vinder.

- Men der er muligheder mod alle hold. Det er klart, at vi skal spille en topkamp og ramme et højt niveau.

- Vi er klar på at give den gas, og jeg tror, at Belgien skal spille rigtig godt for at slå os, lød det fra landstræneren.

Thomas Delaney får en nøglerolle mod belgierne. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Thomas Delaney får en nøglerolle mod belgierne. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Også Thomas Delaney roste 'De røde djævle' og kaldte belgierne for et af de landshold, som han har haft det vanskeligst ved at spille imod.

- De er svære at håndtere, men dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, sagde den danske midtbanedynamo, der får en helt central rolle, når forsyningslinjen til Romelu Lukaku skal afskæres.

- Kasper har en god pointe, når han siger, at det er svært at stoppe Lukaku, når han har bolden. Den nemmeste måde at stoppe ham på er ved at sørge for, at han ikke får den.

- Det er selvfølgelig svært at gøre konstant, men vi skal stoppe et hold fra at spille godt og ikke prøve at stoppe deres fantastiske individualister, sagde Thomas Delaney.

Belgien kommer til Parken med tre point på kontoen efter 3-0-sejren over Rusland.

Danmark er fortsat uden point efter åbningsnederlaget på 0-1 til Finland lørdag.