AALBORG (Ekstra Bladet): Der er dem, der mener, at testkampe er ligegyldigt. De kan måske have ret i forhold til hold, der ikke står foran en slutrunde.
For Danmark var testen mod Chile vigtig af flere grunde. Åge Hareide fik set, at Danmark kan spille lige op mod nummer 10 i verden. Chile er en verdensklassemodstander og det højst rangerende mandskab, der ikke har kvalificeret sig til VM. Vi taler altså om de dobbelte Copa América vindere.
Mod dem fik Hareide set, at vi – efter lidt startvanskeligheder – kan matche en modstander, der er teknisk velfunderede og stærke i kombinationsspillet.
Nulløsningen mod Chile var den 13. kamp uden nederlag for Danmark. Alene det er en fornem og historisk bedrift.
Durmisi langt fra VM-billet
Landstræneren er ikke i tvivl om særlig meget i forhold til sin VM-trup. Men ét af spørgsmålene er, hvem der skal med som venstre back udover Jens Stryger Larsen.
Jonas Knudsen viste sig fornemt frem mod en klassemodstander i Aalborg. Han er driftsikker og påpasselig defensivt. Noget som landstræneren lægger stor vægt på. Hans solide præstation har i hvert fald givet Hareide noget at tænke over.
Det kan undre, at Nicolai Boilesen slet ikke har fået chancen som venstre back. Måske er der ikke tvivl om hans kvaliteter i den position. Omvendt havde Danmark brug for en venstrebenet stopper, og den rolle udfyldte han fint.
Konklusionen herfra er, at Riza Durmisi lige nu står svagest i billedet. Samlingen for ham har været en stor skuffelse. Der skal ske store forandringer i Betis, hvor han skal spille, hvis han skal tilbage i VM-varmen.
Schöne strålede
Åge Hareide havde ønsket at teste Andreas Christensen på den defensive midtbane, men Chelsea-spilleren rejste hjem i fredags med en skade og derfor var det ikke en mulighed. I stedet fik han set, at Lasse Schöne er et særdeles brugbart alternativ til William Kvist som midtbanens defensive omdrejningspunkt.
Schöne er teknisk velfunderet, han finder godt ind i samspillet med Delaney og Eriksen. Med ham på banen overfor en klassemodstander som Chile får Hareide også flere fremadrettede afleveringer i forhold til Kvist, der i langt højere grad er en sikringsspiller.
Der er stadig åbent, hvem der skal spille på højrekanten. Der sker mere med Andreas Cornelius i forhold til Yussuf Poulsen. De er begge fysisk stærke, men Cornelius falder bedre ind i spillet.
Konklusionen efter den sidste testkamp forud for udtagelsen af VM-truppen er tæt på at være på plads: Der er meget få pladser på spil – måske et par stykker. Skader kan ændre billedet, men ingen skal gøre sig forhåbninger om et mirakel, hvor de pludselig kommer ind udefra. Hertil er landstræneren meget konservativ i sin holdudtagelse. Og det forstår man så kort tid før VM.
Danmark er VM-klar: Udbygger stærk stime
De afslører fodboldlandsholdet bag facaden: Tinder-profiler og kaos-regime
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.