Til trods for den store sportslige optur, så ligger det i kortene, at Andreas Cornelius formentlig bliver sparet mod Gibraltar og gemt til den fysiske duel mandag i Dublin.
Det er en af den slags kampe, der ligger lige til venstrebenet for den store angriber.
Det kan sagtens blive en slåskamp mod Irland, hvor ’Corner’ i kraft af sin fysiske styrke får stor betydning for det danske spil i begge felter på banen.
- Vi kommer til at rotere med spillerne i de to kampe, fordi det handler om at have friske ben mandag mod Irland, der er den vigtigste kamp, siger landstræner Åge Hareide.
Han glæder sig over den fremgang og skarphed, Parma-bomberen har vist den seneste tid.
- Cornelius er nu i samme form, som da vi mødte Polen (og vandt 4-0), og han spillede for FCK i Champions League. Han har en ekstrem fysik og mentalt virker han stærk, mener landstræneren.
Hovedpersonen tager det afslappet, hvis han ryger en tur på bænken fredag i Parken.
- Det kan godt være, at der bliver en del rotation, fordi vi skal spille to kampe på få dage. Uanset hvad er jeg klar til den rolle, jeg får, siger Andreas Cornelius.