Hareide hylder Fischer efter storsejr

Åge Hareide er tilfreds med, hvad han har set i de første fem kampe, han har stået i spidsen for landsholdet

Viktor Fischer var banens bedste ifølge Ekstra Bladet, og nu hylder landstræner Åge Hareide også Premier League-spilleren. Foto: Lars Poulsen
Viktor Fischer var banens bedste ifølge Ekstra Bladet, og nu hylder landstræner Åge Hareide også Premier League-spilleren. Foto: Lars Poulsen

HORSENS (Ekstra Bladet): En ny start. En ny og mere aggressiv stil med mere pres på modstanderen har betydet, at Danmark har fået en perfekt start med Åge Hareide som landstræner. Og hvad der er endnu vigtigere: Danmark har scoret mål på samlebånd.

Det er helt nye tider for det danske landshold, der er fuld af selvtillid før VM-kvalifikationen begynder søndag mod Armenien i Parken.

Landstræner Åge Hareide har fået en perfekt start i jobbet. 13 mål har Danmark scoret mod fire modstandere - Island, Bosnien, Bulgarien og Liechtenstein. Kun i et opgør (0-1 mod Skotland) har Danmark ikke formået at score med Hareide som landstræner.

Nu har Danmark ikke mødt de stærkeste modstandere, men man skal tænke på, at landsholdet kom fra et efterår, hvor holdet ikke vandt i seks kampe i træk.

Nu har Hareide set resultatet af sine ideer på den korte bane. Nu skal spillerne vise klassen, når det virkelig gælder VM-point fra på søndag.

- Jeg fik set de offensive løsninger virker og vi var tålmodige i vores spil med en god tro på, hvad vi gør på banen, siger Åge Hareide og uddyber:

- Uanset hvem vi møder, handler det om at vinde. Det er altid svært at score mål. Og jeg er meget tilfreds med de mål, vi har scoret, siger landstræneren.

Fischer og Nicolai Jøgensen jubler, efter Feyenoord-angriberens scoring til 2-0. Foto: Lars Poulsen
Fischer og Nicolai Jøgensen jubler, efter Feyenoord-angriberens scoring til 2-0. Foto: Lars Poulsen
 

Store roser til Fischer

Han fremhæver Jannik Vestergaard som meget kreativ, men han glædede sig også over det han så fra Nicolai Jørgensen, Viktor Fischer samt indskiftede Andreas Cornelius.

- Det er positivt, at vi scorer så mange mål. Og det fortæller lidt om kampen, at deres målmand var kampen bedste spiller.

- Når jeg kiggede på Viktor Fischer før, var han dygtig. Men jeg tror han kan være en dygtig anden angriber. Der tror jeg hans position er bedre. Han er hurtig på fødderne og stærk på kroppen. Han er nok den spiller vi behøver i små rum, hvor der ikke er så meget plads. Han giver os en masse energi, forklarer Åge Hareide.

I en stramtsiddende grå joggingdragt kunne landstræner Åge Hareide smile fra sidelinjen undervejs i opgøret mod Liechtenstein.

Han kunne også glæde sig over specielt Riza Durmisis fine fremløb og gode indlæg. Peter Ankersen i den modsatte side var ikke lige så stærk, men kom fint med frem.

Forud for starten på VM-kvalifikationskampene er landstræneren klar og præcis:

- Vi skal vinde alle tre hjemmekampe mod Armenien, Montenegro og Kasakhstan. Og så vil det være godt med ét point mod Polen, siger Åge Hareide.

Derved vil landstræneren for alvor være tilfreds, hvis Danmark til november står med 10 point på kontoen efter efterårets fire kampe.

Overbevisende sejr: Dansk legestue

De viste vejen i opvisning: Her er de danske karakterer