Hareide i karantæne: - Mange har det værre end mig

- Jeg havde glædet mig til EM, men der er folk, der er syge og døde, mange har det meget værre end mig lige nu - at jeg mister EM er en lille ting, siger Åge Hareide, der lige nu sidder i frivillig corona-karantæne hjemme i Molde

'Ingen anden udvej'. Så klar er beskeden og analysen fra Ekstra Bladets sportschef om det aflyste EM. Producer: Lasse Brøndal

Han havde glædet sig til den slutrunde. Hans sidste opgave som dansk landstræner efter fire succesfulde år.

Men der bliver ingen EM-slutrunde for Åge Hareide.

Det er slut for nordmanden. Coronaen satte en stopper for hans store drøm om at stå i spidsen for Danmark ved en EM-slutrunde på dansk grund.

Han har stået i spidsen for Danmark i 42 landskampe og blot tabt tre.

- Min kontrakt udløber 31. juli. Nu er EM udsat, så der bliver ikke flere opgaver for mig, siger Åge Hareide i et interview med Ekstra Bladet.

UEFA, det europæiske fodboldforbund, valgte tirsdag at udsætte slutrunden ét år til 2021 på grund af den massive spredning af coronavirus.

- Det er meget ærgerligt slutrunden er blevet udsat. Specielt med tanke på den store fest, der var planlagt i København om få måneder. Jeg havde glædet mig til EM og til afslutningen med spillerne.

Åge Hareide kan se tilbage på en tid, hvor han i 42 landskampe kun tabte tre - til Polen, Skotland og Montenegro. Han sidder lige nu i hjemmekarantæne i Molde. Foto: Lars Poulsen
Åge Hareide kan se tilbage på en tid, hvor han i 42 landskampe kun tabte tre - til Polen, Skotland og Montenegro. Han sidder lige nu i hjemmekarantæne i Molde. Foto: Lars Poulsen
 

En lille ting i det store billede
- Men hele verden står jo stille. Coronaen har ramt alle, og vi er havnet i en force majeure situation, siger afgående landstræner Åge Hareide og uddyber:

- Mange folk har mistet deres arbejde, andre er blevet syge og mange er døde. Rigtig mange har det meget værre end mig. Derfor er det en lille ting i det store billede, at jeg mister en EM-slutrunde, og det er ikke noget jeg tænker særlig meget på, siger Åge Hareide til Ekstra Bladet.

Han er enig i, at en udsættelse af EM-slutrunden er den helt rigtige beslutning, når man ser rundt på billedet i Europa, hvor hårdt ramt rigtig mange lande er i disse dage.

- Hvis EM skulle afvikles, ville spillerne også være dårligt rustet, fordi de først skulle trænes op. De ville være uforberedte. Det er den klogeste beslutning at udsætte EM.

- Men jeg synes, UEFA har været sent ude med afgørelsen. Til gengæld har Norge og Danmark reageret hurtigt og stærkt på coronaen, mener han.

Landsholdsspillerne dansede rundt om Åge Hareide, da holdet havde kvalificeret sig til EM efter 1-1 mod Irland i Dublin. Det blev den sidste landskamp han stod i spidsen for Danmark. Foto: Lars Poulsen.
Landsholdsspillerne dansede rundt om Åge Hareide, da holdet havde kvalificeret sig til EM efter 1-1 mod Irland i Dublin. Det blev den sidste landskamp han stod i spidsen for Danmark. Foto: Lars Poulsen.
 

Sidder i karantæne
Den snart forhenværende danske landstræner Åge Hareide sidder lige nu hjemme i Molde og kigger ud over fjeldet.

Det gør han, fordi han er i 14 dages frivillig karantæne, efter han kom hjem til Molde fra rejser som dansk landstræner til Amsterdam og Leicester.

- Jeg rejste hjem til Norge via Danmark, men havde været både i Amsterdam og Leicester. Da jeg havde været i andre lande i Europa, er reglerne i Norge, at jeg skulle i karantæne. Den har jeg naturligvis overholdt til punkt og prikke.

- Min karantæne udløber på torsdag, hvor jeg igen kan komme udenfor. Og det glæder jeg mig til, forklarer Åge Hareide i en telefonsamtale med Ekstra Bladet.

Åge Hareide slutter på toppen som dansk landstræner. Danmark tabte kun tre af 42 kampe med ham i spidsen. Foto: Lars Poulsen.
Åge Hareide slutter på toppen som dansk landstræner. Danmark tabte kun tre af 42 kampe med ham i spidsen. Foto: Lars Poulsen.
 

34 kampe uden nederlag
Han får et eftermæle som en nærmest uovervindelig landstræner med enorm sportslig succes. Han sikrede Danmark to slutrunder ud af to mulige. Og så præsterede han en periode på 34 landskampe i træk uden nederlag.

I tre et halvt år har Danmark ikke tabt en landskamp. Kun tre nåede han at tabe – til Polen, Skotland og Montenegro. Og det seneste nederlag daterer sig tilbage til 11. oktober 2016.

- For mig har det været en stor fornøjelse og glæde at arbejde med det danske landshold. Jeg har haft en fantastisk trup med topprofessionelle spillere.

-Jeg ser tilbage på tiden som utrolig god og positivt for min trænerkarriere. Det har været en tid, jeg altid vil huske. Og så har det været noget specielt at stå i spidsen for Danmark, siger Åge Hareide.

Hvad der nu skal ske for Åge Hareide, er uvist. Han har ikke definitivt besluttet om trænerkarrieren skal stoppe.

- Jeg venter på verden bliver normal igen. Jeg har ikke besluttet mig for, hvad der skal ske.

- Men når Danmark igen bliver åbnet, skal jeg ned til DBU for at sige ordentligt farvel. Jeg har været utrolig glad for at arbejde som dansk landstræner og for at samarbejde med alle folkene i DBU. Det har været en stor fornøjelse for mig, siger nordmanden med fasthed i stemmen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hareide skal hyldes

EM-udsættelsen til 2021 var samtidig et favel til Åge Hareide som dansk landstræner i utide.

Nordmanden er færdig i jobbet. Kontrakten udløber først 31. juli, men der er ikke mere at lave for Åge Hareide, selv om testkampene i juni mod Sverige og Norge endnu ikke officielt er aflyst, men det ventes de at blive meget snart.

For Peter Møller, der talte med Åge Hareide kort efter UEFA’s udmelding, var det den hidtil sværeste samtale i jobbet som fodbolddirektør.

- Det gør virkelig ondt på mig, at Åge ikke får den slutrunde med. Det har han i sandhed fortjent, siger Peter Møller og uddyber:

- For os handler det nu om at finde en event, en begivenhed, hvor vi kan hylde Åge Hareide for det arbejde, han har gjort for dansk fodbold. Det fortjener han i sandhed.

- Det er helt unikke resultater han har skabt for dansk fodbold. Det var store sko han skulle fylde ud efter Morten Olsen, men det evnede han til bravour. Åge Hareide har sat et kæmpe aftryk på dansk landsholdsfodbold. Det skal vi aldrig glemme ham for, siger fodbolddirektøren.

Se også: Farvel EM - Farvel Åge!

 Se også: Schmeichel hylder Hareide

Se også: Millionerne vælter ind: Skummer fløden på EM

 

11 kommentarer
Vis kommentarer