Hareide jubler over ny udfordring: Skal kigge på miniput i juleferien

- Vi skal vinde seks af otte kampe, så vi er sikker på at komme til EM, siger landstræner Åge Hareide om EM-lodtrækningen

Landstræner Åge Hareide har grund til at smile efter det kom frem, at Danmark skal møde Schweiz, Georgien, Irland og Gibraltar på vejen mod EM i 2020. Foto: Lars Poulsen.
Landstræner Åge Hareide har grund til at smile efter det kom frem, at Danmark skal møde Schweiz, Georgien, Irland og Gibraltar på vejen mod EM i 2020. Foto: Lars Poulsen.

Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar!

Det ligner lidt af en drømmelodtrækning for Åge Hareide og det danske landshold i kvalifikationen til EM 2020.

En slutrunde der afvikles i 13 forskellige lande fra 12. juni til 12. juli 2020 heriblandt i Parken i Danmark.

Hele kvalifikationen til slutrunden skal afvikles næste år, hvor de to bedste nationer fra hver gruppe kvalificerer sig direkte til EM. Hvis Danmark kommer med, skal Hareides tropper spille de tre gruppekampe i Parken.

- Vi er meget tilfredse med lodtrækningen. Schweiz er en god modstander til os fra øverste seedningslag. Specielt når Frankrig, Holland og Spanien var alternativerne, siger landstræner Åge Hareide og uddyber:

- Vi har en god mulighed for at slå dem i Parken. På udebane skal vi være defensivt meget solide. Vi så, hvor stærke de var mod Belgien for nylig i Nations League.

- Vinder vi seks af de otte kampe, kommer vi til EM. Det bør være muligt, siger landstræneren.

Åge Hareide er tilfreds med den danske lodtrækning i EM-kvalifikationen. Han går efter seks sejre i de otte kampe. For det vil sikre Danmark pladsen ved EM. Foto: Lars Poulsen
Åge Hareide er tilfreds med den danske lodtrækning i EM-kvalifikationen. Han går efter seks sejre i de otte kampe. For det vil sikre Danmark pladsen ved EM. Foto: Lars Poulsen
 

Skal åbne defensive hold op
Oven på en periode med 24 kampe uden nederlag og et landskampår med seks sejre og syv uafgjorte går det faktisk meget godt for det danske landshold, der aktuelt er nummer 10 i verden.

Der er dog stadig plads til forbedringer. Øverst på Åge Hareides to-do liste for 2019 står evnen til at blive dygtigere til at åbne de defensivt orienterede mandskaber. Som Irland, der for nylig stod med 11 mand på egen banehalvdel i opgøret i Nations League i Aarhus.

- Jeg tror, det er en fordel for os, at Irland har skiftet træner. De kommer med Mick McCarthy til at fremstå anderledes i fremtiden. Selv om det vil være de samme spillere, tror jeg, de kommer længere frem på banen. Og det vil skabe mere plads til os, mener landstræneren.

Danmark havnede i en pulje med ’kun’ fem mandskaber, fordi Schweiz skal spille om Nations League trofæet som én af fire gruppevindere. Men det kommer ikke til at betyde færre kampe for Danmark.

- UEFA forlanger vi spiller på de ledige datoer, så vi kommer til at spille testkampe, forklarer han.

Der er også glæde hos Hareide over Georgien, fordi det er en nation, der gerne vil frem på banen. Til gengæld skal nordmanden bruge lidt tid på at sætte sig ind i gruppens sidste modstander.

- Jeg kender intet til Gibraltar, men dem kan jeg begynde at kigge på mellem jul og nytår, siger landstræneren.

Jacob Bruun Larsen (t.h) kan få sin landsholdsdebut i 2019, hvis han fortsætter den stærke udvikling, han viser i Dortmund. Foto: Michael Probst, Ritzau Scanpix.
Jacob Bruun Larsen (t.h) kan få sin landsholdsdebut i 2019, hvis han fortsætter den stærke udvikling, han viser i Dortmund. Foto: Michael Probst, Ritzau Scanpix.
 

De bedste skal spille
I efteråret har Hareide taget specielle hensyn til U21-talenterne, fordi de skulle kvalificere sig til næste sommers EM-slutrunde.

Men nu stopper det. Landstræneren så i går Jacob Bruun Larsen, der fik fuld spilletid i Dortmunds 2-0 sejr over Freiburg. Og det besøg er med henblik på at indlemme ham i landsholdstruppen i det nye år, hvis den spillemæssige fremgang fortsætter.

- Det vigtigste for Danmark i 2019 er at kvalificere sig til EM 2020. Derfor spiller de bedste også på landsholdet, siger landstræneren.

- Både Jacob Bruun Larsen, Philip Billing og Robert Skov har været på vores liste længe. Nu går vi ind i et nyt år og her kommer de bedste med hver gang, forsikrer landstræneren.

Sådan kommer Danmark til EM

Danmark kvalificerer sig direkte til EM 2020, hvis Åge Hareides tropper slutter enten på første- eller andenpladsen i gruppe D.

Der bliver ingen play-off kampe til næste EM-slutrunden. De to bedst placerede fra alle 10 grupper går direkte til EM.

De sidste fire pladser til slutrunden findes fra de fire gruppevindere i Nations League i gruppe A, B, C og D.

Her har Danmark en ekstra chance, hvis det kikser i gruppen med Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar.

Så skal Danmark spille semifinale i foråret 2020. Men det kræver både sejr i semifinale og i finalen i Nations League, hvis de skal indløse billet ad denne vej.

Her skal de spille EM 2020

Parken i København bliver det mindste stadion, hvor der skal spilles EM 2020 på. Med en kapacitet på 38.065 tilskuere er der langt op til de øvrige 12 udvalgte stadions. Bemærkelsesværdigt er det, at hverken Friends Arena i Stockholm eller Millennium Stadium i Cardiff er blandt de udvalgte til slutrunden.

Her er de 13 udvalgte EM-byer:

Aserbajdsjan, Baku – 68.700 tilskuere.

Belgien, Bruxelles – 50.000 tilskuere. 

Danmark, København – 38.065 tilskuere.

England, London – 90.000 tilskuere

Tyskland, München – 75.000 tilskuere

Ungarn, Budapest – 68.000 tilskuere.

Italien, Rom – 72.698 tilskuere.

Holland, Amsterdam – 54.990 tilskuere.

Irland, Dublin – 51.700 tilskuere.

Rumænien, Bukarest – 55.600 tilskuere.

Rusland, Skt. Petersborg – 68.134 tilskuere

Skotland, Glasgow – 52.063 tilskuere.

Spanien, Bilbao – 53.332 tilskuere.

 

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen