Hareide løfter sløret: Skjult trussel mod Danmark

Åge Hareide mener den største udfordring for landsholdet er af mental karakter mandag aften

- Mentalt er det meget vigtigt, vi er klar i hovedet til opgaven, siger landstræneren. Foto: ritzau/Lars Poulsen
- Mentalt er det meget vigtigt, vi er klar i hovedet til opgaven, siger landstræneren. Foto: ritzau/Lars Poulsen

JEREVAN (Ekstra Bladet): En smilende, afslappet og frem for alt glad landstræner tænder advarselslampen forud for Danmarks opgør mod Armenien mandag aften på Republican Stadium.

Åge Hareide er ikke så bekymret for det spillemæssige efter opvisningen forleden i 4-0 triumfen mod Polen. Den største udfordring, som han ser det, handler om spillernes mentale tilstand, når de går på banen.

- Mentalt er det meget vigtigt, vi er klar i hovedet til opgaven. Jeg tror det mentale bliver vores største udfordring, fastslår han

Han forventer, at varmen også bliver en udfordring for spillerne. Da landsholdet søndag aften ved 18-tiden lokal tid trænede på stadion var der 32 grader.

Det betyder formentlig, at de danske spillere ikke har kræfter og energi til at presse på samme massive måde, som tilfældet var i fredagens 4-0 sejr over Polen.

- Vi brugte meget energi i fredags, men fysisk er jeg slet ikke bekymret for spillernes tilstand, fordi de endnu ikke har spillet så mange kampe i ligaerne. Jeg forventer, at vi er lige så aggressive og entusiastiske som forleden i Parken, påpeger han.

Det er den danske mentalitet, der skal stå prøven mod Armenien, mener landstræner Åge Hareide. Foto: Lars Poulsen
Det er den danske mentalitet, der skal stå prøven mod Armenien, mener landstræner Åge Hareide. Foto: Lars Poulsen

Danmark har historisk ikke haft det nemt mod Armenien på udebane. I 1995 vandt de godt nok 2-0, og i 2013 vandt de kun 1-0 på en sen straffesparksscoring fra Daniel Agger.

For to år siden spillede holdet så 0-0 i en kamp, der går over i historien som en af de ringeste præstationer på udebane.

- Vi har stadig tro på, vi kan sikre os andenpladsen. Toer-regnskabet har ikke set så godt ud, fordi vi har overstået vores kampe mod gruppens dårligste mandskab, Kasakhstan.

- Det tæller ikke med i regnskabet. I flere af de andre grupper skal toer-kandidaterne møde gruppens dårligste hold, siger Åge Hareide, der på næste spørgsmål om, hvordan Danmark har tænkt sig at spille og hvilken formation der bliver tale om, glider stille og roligt af.

- Det kan jeg ikke svare på, siger han efterfulgt af et stort, hemmeligt smil.

Han nåede dog at afsløre, at det er muligt Nicklas Bendtner igen får spilletid. Dog ville han ikke sige om det bliver fra start eller endnu engang som indskifter.

- Nicklas gjorde det fint, da han kom ind og spillede det sidste kvarter mod Polen.

Se også: Lagde Parken og Polen ned: Geniet Eriksen hyldes for fuld skrue

Se også: Polsk sportsavis helt i kulkælderen: Vi var hjælpeløse

Se også: Bendtner helt rørt: Jeg fik et sus i kroppen

24 kommentarer
Vis kommentarer