Hareide stærkt utilfreds: - Det bør være muligt

- Alle de rekorder vi kan få, har stor betydning for mig, siger Åge Hareide, der er tilfreds med spillernes indstilling i 6-0 triumfen over Gibraltar, men utilfreds med Parkens grønsvær

Du kan se det tvivlsomme underlag - og alle de danske mål i tv-klippet. TV: Discovery Networks

PARKEN (Ekstra Bladet): Landstræner Åge Hareide har skrevet historie på flere fronter.

Med 6-0 sejren er landsholdet anno 2019 det mest scorende landshold i en kvalifikation. 22 mål har det danske landshold scoret i de syv kampe, som Danmark har spillet.

Aldrig tidligere har Danmark scoret så mange mål i en kvalifikation. Læg dertil, at Danmark nu er ubesejrede i 33 landskampe. Og nu jagter Åge Hareide det næste mål - en verdensrekord.

- Brasilien og Spanien har verdensrekorden med 35 landskampe uden nederlag. Den rekord vil jeg gerne have. Den jagter vi nu, siger Åge Hareide efter 6-0 triumfen over Gibraltar.

Christian Gytkjær scorede til 2-0 i Parken. Landstræner Åge Hareide var stærkt utilfreds med Parkens underlag. Foto: Lars Poulsen.
Christian Gytkjær scorede til 2-0 i Parken. Landstræner Åge Hareide var stærkt utilfreds med Parkens underlag. Foto: Lars Poulsen.
 

Et målsnit på 3,14
Nu har Danmark i kvalifikationen scoret 12 mål mod Gibraltar, fem mål mod Georgien og fire mod Schweiz samt ét mod Irland. En ganske imponerende bedrift.

Det er altså 3,14 mål i snit pr. kamp i kvalifikationen.

- Jeg ville ikke være tilfreds med at vinde 1-0. Jeg ønskede en sejr med flere mål og er tilfreds med det jeg så fra spillerne, siger Åge Hareide.

Han tror, at det kan blive en dansk fordel, at Irland skal vinde kampen mandag i Dublin, hvis de skal direkte til EM.

- Jeg tror ikke, Irland vil stille sig tilbage og vente på os. De skal vinde, og det kan godt blive vores fordel.

- Vi har skabt et stærkt sammenhold og har en trup med en god harmoni. Vi vil jagte sejren, fordi det kan betyde vi får en bedre seedning til EM. Vi kan gå fra tredje til andet seedningslag, hvis vi vinder vores pulje, forklarer landstræneren.

Åge Hareide er utilfreds med underlaget i Parken. Foto: Lars Poulsen.
Åge Hareide er utilfreds med underlaget i Parken. Foto: Lars Poulsen.
 

Revser grønsværen
Til trods for storsejren på 6-0 over lilleputterne fra Gibraltar, var Åge Hareide stærkt utilfreds med baneforholdene i Parken.

- Bolden hopper og danser. Det er svært at få tempo i pasningsspillet, fordi du hele tiden må have et ekstra øje på bolden.

- Vi har lige trænet på en flot hybridbane i Herning. Vi bør forvente at spille på et bedre underlag, end det vi har i Parken. Det bør være muligt at lave en hybridbane også i Parken. Der er også hybridbaner overalt i England.

- Nu skal vi til Dublin, der også har en fantastisk bane. Senest vi mødte dem, havde der lige været en rygbykamp. Og det kunne man slet ikke se, siger Åge Hareide, der påpeger, at selv i Norge er nationalarenaen bedre end Parkens grønsvær.

Se også: Her er karaktererne: To spillere strålede

146 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere