Hareides landsholdskanin måtte skuffe kæresten

Portræt: - Jeg siger ikke nej, når jeg bliver udtaget til landsholdet, så må kæresten og jeg tage ferien på et senere tidspunkt, siger Lukas Lerager

For Christian Eriksen og Kasper Schmeichel kom landsholdsudtagelsen helt som ventet. For dem starter ferien først, når opgøret mod Kasakhstan er slut næste lørdag.

For Lukas Lerager kom udtagelsen både overraskende og særdeles uventet. Ja, det spolerede nærmest hele sommerferien for Zulte-Waregem kometen.

Når man er fodboldspiller, er sommerferien oftest relativ kort. Og derfor havde Lukas Lerager lige fået presset en tur til varmen på Kos sammen med kæresten.

- Den ferie måtte vi aflyse. Vi skulle rejse på fredag, men jeg siger ikke nej, når jeg bliver udtaget til landsholdstruppen. Heldigvis kunne min kæreste godt forstå det. Så må vi bare tage ferien på et andet tidspunkt, smiler Lukas Lerager på træningsbanen i Brøndby forud for den første træning med landsholdstruppen.

Ingen lysende stjerne
Åge Hareide har samlet hovedparten af sin trup til fire dages træning i denne uge, så landsholdsspillerne kan holde formen ved lige, inden den officielle samling begynder på søndag.

- Det her er en fantastisk mulighed for mig til at bide mig fast i landsholdstruppen. Jeg ved godt, jeg er en af de nederste i hierarkiet, men jeg er her, fordi jeg håber at få spilletid i de to landskampe, forklarer han.

Men det stod på ingen måder skrevet i drejebøgerne, at Lukas Lerager en dag skulle havne på landsholdet. I hvert fald ikke når man spoler ti år tilbage og ser på det unge talent, der var på vej i AB’s U13 trup.

Kasper Kurland, daværende ungdomstræner i AB, fortæller:

- Lukas var bestemt ingen lysende stjerne dengang. Det stod bestemt ikke skrevet nogen steder, han skulle nå så langt.

- Han var lidt tung bagi og havde slet ikke løbet hvalpefedtet af sig. Han var, hvad man godt kan sige den lille ’tykke’ dreng på holdet, siger Kasper Kurland med et stort smil.

Går aldrig ned på indstillingen
Træneren, der fulgte Lukas Lerager de seks følgende år i AB, er siden blevet imponeret over udviklingen gennem ungdomstiden og senere som seniorspiller, hvor han fik debut i AB og siden fortsatte tre år i Viborg, inden skiftet sidste sommer til Zulte-Waregem i Belgien.

- Mange kan lære meget af den arbejdsiver, som Lukas lægger for dagen. Han er typen, der aldrig går ned på indstillingen. Han yder altid det maksimale. Han har en fantastisk mentalitet og vilje, siger Kasper Kurland, der gav seniordebut til Lukas Lerager på AB’s 1. divisionsmandskab, da han stadig var U19 spiller.

Kasper Kurland, der i dag er U17 træner i FC Nordsjælland, var måske lidt skeptisk overfor Lerager for ti år siden, men det ændrede sig hurtigt, da han gennem årene udviklede sig på AB’s ungdomselitehold.

- Jeg gav ham debut i 1. division, da han stadig var U19-spiller. Han udviklede sig virkelig i ungdomsårene og derfor skulle han have chancen, forklarer Kasper Kurland, der er sikker på, Lerager er parat til at tage næste skridt i karrieren.

- Lukas er typen den tiltvinger sig respekt i en spillertrup, fordi han har en høj arbejdsmoral. Han virker klar til næste spring og er blevet meget mere afklaret med, hvor han løber hen i feltet. Nu løber han de helt rigtige steder, mener Kasper Kurland.

Første mand på holdkortet
Henrik Lehm, der i 2012 overtog jobbet i AB efter fyringen af Kasper Kurland, kalder Lukas Lerager for en yndlingsspiller for en træner.

- Nu har jeg været træner i 40 år, og jeg har aldrig – som i aldrig – set en boks til boks-spiller løbe så meget som Lukas Lerager. Han er den spiller, som træneren altid sætter først på holdkortet, fordi du ved, hvad du får: Vilje, energi og én der altid ofrer sig for holdet, forklarer Henrik Lehm og fortæller om den store forskel, han har oplevet med Lukas Lerager på og uden for banen.

- Jeg oplever Lukas som meget ydmyg og tilbageholdende uden for banen. Men lige så snart han træder ind over kridtstregerne, bliver mentaliteten en helt anden. Her er det ham, der bestemmer. Han har en fantastisk evne til at binde et hold sammen, mener Henrik Lehm, der i dag er cheftræner i HB Køge.

- Lukas er såske lidt hård i duellerne. Han er en som modstanderne slår sig på. Men han træder sjældent over stregen, mener Henrik Lehm, der er sikker på vi kan vente endnu mere fra den 23-årige midtbanefræser i fremtiden.

- Lukas har ikke nået toppen endnu. Jeg er overbevist om, han kommer til at drive det her til endnu mere, påpeger han.

Se også: Afviser stort millionbud på dansk komet

Se også: Scorede igen: 'Ukendt' dansker hitter i Belgien

2 kommentarer
Vis kommentarer