Hareides råd: Vis tålmodighed med de store penge

- Det er vigtigt for spillere at bygge på og være fornuftig, før man tænker på de store penge, siger landstræner Åge Hareide

Lukas Lerager i forgrunden er et godt eksempel på fornuftig karriere planlægning. Landstræner Åge Hareide opfordrer spillerne til at have tålmodighed med at tjene de store penge. Foto: Jonas Olufson.
Lukas Lerager i forgrunden er et godt eksempel på fornuftig karriere planlægning. Landstræner Åge Hareide opfordrer spillerne til at have tålmodighed med at tjene de store penge. Foto: Jonas Olufson.

Åge Hareide blander sig kun, når han bliver spurgt. Landstræneren kunne ikke drømme om at komme med velmenende råd til landsholdsspillerne om klubskifte, hvis de ikke spørger ham.

Så holder han sin personlige mening for sig selv.

Til gengæld vil nordmanden gerne komme med et overordnet råd til de spillere, der nu går med drømme om et sommerskifte og udsigten til at tjene endnu flere penge:

Det handler om planlægning
- Nogle gange kan det være lidt fornuftigt at bygge på undervejs og samtidig have lidt tålmodighed i forhold til de store penge. Vi har set Holland og Belgien har været gode stationer på vejen for danskere til at skabe en god karriere, siger Åge Hareide og uddyber:

- Det er en kort karriere, hvor det handler om karriere-planlægning, men det er også vigtigt at få det maksimale ud af det både sportsligt og økonomisk, påpeger han.

I denne sæson er Viktor Fischer eksemplet på en spiller, der tog springet til Middlesbrough og fik en eksplosiv lønstigning, mens det sportsligt blev for stort et spring.

Den mulige landsholdsdebutant Lukas Lerager er til gengæld eksemplet på en spiller, der er forberedt på mindre skridt. Han startede i AB, skiftede til Viborg og tog sidste sommer springet til Zulte-Waregem. Nu er han klar til et større spring til den franske liga. Og det betyder ikke på den lange bane, at han kommer til at tjene færre penge end eksempelvis Viktor Fischer.

- Alle fodboldspillere vil spille fodbold. Det er kernen i det her. De vil ikke sidde ude for at tjene penge, mener landstræneren.

Sparer Kjær mod tyskerne
Én af dem, der altid spiller, er anfører Simon Kjær. Han støder først til landsholdslejren på mandag, fordi sæsonen i Tyrkiet ikke afsluttes før søndag.

- Jeg havde håbet, Simon havde fået en advarsel i den seneste kamp, så han fik karantæne i sæsonens sidste kamp. Men han kommer helt sikkert ikke til at starte kampen mod Tyskland (næste tirsdag i Brøndby).

- Jeg ville gerne have spillet med den fire back kæde, vi skal bruge mod Kasakhstan. Men det bliver ikke muligt, fordi Simon Kjær ikke starter mod Tyskland, siger Åge Hareide, der ventes at bruge samtlige seks udskiftninger i testkampen mod Tyskland.

Se også: Efter afskeden med fire spillere: Så meget kan Brøndby shoppe for

Se også: Eriksens overdådige bedrift: Her er Premier Leagues huskeseddel

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere