Hvem er årets mest stabile? Hvem er årets højdespringer? Og hvem har været årets flop og årets ustabile på landsholdet?
Efter et landskampår med seks sejre og syv uafgjorte samt en målscore på 12-3 vidner det om en periode uden sprudlende angrebsspil, men med et stærkt og effektivt forsvar.
Med baggrund i de karakterer Ekstra Bladet deler ud til spillerne efter hver landskamp, har vi lavet en lille kåring i otte forskellige kategorier.
Ser man isoleret på karaktererne, så er Mathias 'Zanka' Jørgensen årets spiller. Vi har nøjes med at kåre ham som årets højdespringer, fordi han ’kun’ nåede syv landskampe. Første halvdel af året varmede ham det meste af tiden bænken.
Mathias 'Zanka' Jørgensen er en spiller, der oftest deler vandene, fordi han sjældent er bleg for at sige, hvad han mener. I sidste halvdel af året har han ikke haft behov for at sige særlig meget. Her har præstationerne på banen talt for sig selv.
Et par tiltrængte fridage
- Da året begyndte havde jeg ikke i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at året sluttede med, at jeg var anfører for landsholdet, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen, der har karantæne i søndagens kamp mod Wolverhampton og derfor har fået et par ekstra, tiltrængte fridage i København. Han skal ikke møde i Huddersfield før lørdag.
Han er eksemplet på en spiller, der steg i graderne på rekordtid. Derfor er han en højdespringer i landsholdsregi.
Hans held var, at Kasper Schmeichel afsonede karantæne, Simon Kjær var skadet og Christian Eriksen blev udskiftet i pausen. Derfor fik 'Zanka' anførerbindet i anden halvleg mod Irland.
- For mit vedkommende handler det både om held og timing. I næsten ti år var jeg ude og inde af holdet uden at spille fast. I år fik jeg chancen, greb den og har fået tillid siden kampen mod Frankrig, smiler Mathias 'Zanka'.
Årets mest stabile – Kasper Schmeichel
Han har spillet 12 landskampe – gik kun glip af opgøret mod Irland med karantæne. Han har været holdets mest stabile. Både mod Peru og Kroatien fik han den sjældne karakter seks. Det står for den sublime og ganske ekstraordinære indsats. Han fik det efter at have reddet straffespark i de to kampe. Han har ubetinget været den spiller med det højeste bundniveau i 2018.
Karaktersnit: 4,08.
Årets general – Simon Kjær
Han fik tre femtaller – mod Peru, Frankrig og Kroatien – og har leveret sin stærkeste landskampsæson.
Ingen svage præstationer. På et højt, stabilt niveau som forsvarsgeneralen. Han er i år trådt i karakter som den ubetingede leder.
Spillede 11 landskampe i år og gik kun glip af kampene mod Wales og Irland.
Karaktersnit: 4.
Årets højdespringer - Mathias 'Zanka' Jørgensen
Hvis man isoleret ser på karaktererne, så har han det højeste snit af samtlige landsholdsspillere.
Men det er ’kun’ på baggrund af syv kampe. Han har – siden han fik chancen mod Frankrig – været ganske suveræn.
Ekstrem lav fejlprocent, sikker i indgreb og stærk i pasningsspillet. Han er uden sammenligning højdespringeren i landsholdstruppen.
Karaktersnit: 4,29.
Årets fighter – Thomas Delaney
Han spiller aldrig dårlige landskampe. Det er bedømmelsen af ham fra landsholdsåret endnu et godt bevis på. Aldrig under middel, men altid en spiller holdkammeraterne kan regne med. Han spillede mange gode kampe i årets løb. Den bedste var kampen mod Kroatien i 1/8-finalen, hvor han virkelig trådte i karakter.
Karaktersnit: 3,89
Årets VM-koldstart – Christian Eriksen
Det var ham, der skulle bringe os langt til VM, men han ramte bare ikke topformen under slutrunden. Og slet ikke i den afgørende kamp mod Kroatien, hvor han brændte straffespark og sled med at finde rytmen. Derfor fik han også kun et to tal for sin indsats i det opgør. Ja, han scorede mod Australien og tre andre gange yderligere i år, men han ramte ikke topniveauet lige der, hvor alle havde forventet det – under VM.
Karaktersnit: 3,5
Årets håb – Henrik Dalsgaard
Han toppede året mod Frankrig ved VM med karakteren fem. Men 2018 har i sandhed været beviset på, at den solide back ikke leverer dårlige præstationer. Højt og stabilt bundniveau og få fejl. Han har spillet sig ind som landstrænerens sikre kort på højre back. Han bliver presset af Peter Ankersen, men han fortjener titlen: Årets håb, fordi han er kommet lidt fra baghjul.
Karaktersnit: 3,5
Årets ustabile – Nicolai Jørgensen
Han ramte bunden mod Panama i marts med karakteren ét og toppen mod Wales i november med årets eneste scoring og et fem tal. I tidsrummet mellem de kampe har det været meget op og ned for angriberen, der har været den mest ustabile i årets løb.
Karaktersnit: 2,71
Årets flop – Pione Sisto
Det startede så godt. Han blev matchvinder og den store oplevelse mod Panama i marts. Han ramte bunden i tre kampe – mod Mexico, Australien og Wales, hvor han fik karakteren 1. Han blev også udnævnt som ét af de unge håb, der kunne få sit store, internationale gennembrud ved VM. Det fejlede. Det blev på ingen måder hans år. Han sluttede også på bænken de to sidste landskampe i år. Meget rammende for et skuffende år i rødt og hvidt.
Karaktersnit: 2.5
Lider med Brøndby: - Man kan godt få lidt kvalme