Hektisk sommer i vente for danske landsholdsstjerner

Christian Eriksens fremtid er den mest interessante, men mange af Hareides udvalgte står foran nye udfordringer

Nicolai Jørgensen skal formentlig skifte klub til sommer. Mange af Hareides udvalgte har udsigt til klubskifte til sommer. Foto: Lars Poulsen
Nicolai Jørgensen skal formentlig skifte klub til sommer. Mange af Hareides udvalgte har udsigt til klubskifte til sommer. Foto: Lars Poulsen

ST. GALLEN (Ekstra Bladet): Martin Braitwaite skal til det. Det samme skal blandt andre Mathias Zanka Jørgensen, Lukas Lerager, Nicolai Jørgensen, Philip Billing, Jonas Knudsen og Henrik Dalsgaard.

Fælles for dem er, at de formentlig står foran en travl og hektisk sommer. Klubskifte står øverst på programmet de kommende måneder.

Det er tid til luftforandring og nye udfordringer, hvis landsholdspladsen skal bevares i fremtiden.

Sådan forholder det sig ikke for Christian Eriksen, der sidder med alle trumferne i forhold til sin egen fremtid. Uanset hvad han vælger til sommer, vil han være sikker mand på fremtidens landshold.

Ekstra Bladets gennemgang viser, at ni fra den nuværende trup med stor sikkerhed skal finde et nyt, permanent sted at spille efter sommerferien, lige som til andre landsholdsaspiranter Pione Sisto og Andreas Cornelius kan få ny arbejdsgiver i løbet af de kommende måneder.

Læg dertil spillere som Andreas Christensen, Christian Eriksen, Joachim Andersen og Frederik Rønnow, der i bedste fald også kan ende med at få ny arbejdsgiver.

Nicolai Jørgensen skal have møde med ledelsen i Feyenoord i den kommende tid om sin fremtid. Foto: Lars Poulsen.
Nicolai Jørgensen skal have møde med ledelsen i Feyenoord i den kommende tid om sin fremtid. Foto: Lars Poulsen.
 

Møde med ledelsen
For Nicolai Jørgensen har situationen udviklet sig fra status som topscorer i Æresdivisionen til en plads på bænken.

- Jeg skal have et møde med Feyenoord-ledelsen om min situation, når jeg kommer hjem fra landsholdssamlingen, siger Nicolai Jørgensen og uddyber:

- Det kan godt være tid til luftforandring til sommer efter tre år i Feyenoord. Men jeg ved ikke, hvilke planer klubben har med mig. Klubben har flere gange sagt nej til at sælge mig og nu sidder jeg jo på bænken. På den måde har situationen udviklet sig lidt specielt, forklarer Nicolai Jørgensen.

For angrebskollegaen Martin Braithwaite har de seneste måneder udviklet sig i den stik modsatte retning. Han har fået stor succes i spanske Leganés, men det er ikke her fremtiden er efter sommerferien.

- Jeg skal ikke tilbage til Middlesbrough og kan nok ikke fortsætte i Leganés, fordi de ikke har råd til at betale transfersummen. Jeg tager det helt roligt og venter på at se, hvad der kommer til at ske, forklarer Martin Braitwaite.

Lukas Lerager håber, at et skifte til Genoa kan ske fra sommeren. Men der skal stadig opfyldes visse betingelser før skiftet bliver en realitet. Foto: Lars Poulsen. Cvr: 39337169
Lukas Lerager håber, at et skifte til Genoa kan ske fra sommeren. Men der skal stadig opfyldes visse betingelser før skiftet bliver en realitet. Foto: Lars Poulsen. Cvr: 39337169
 

Fik vink med en vognstang
Lukas Lerager havde haft halvandet år med personlig optur i franske Bordeaux, da der pludselig kom nye ejere med andre ideer om truppens sammensætning.

- Normalt er jeg ikke til lejeaftaler. Men der kom nye, amerikanske ejere i Bordeaux. Ejerne har en strategi, hvor de vil bringe unge spillere ind, udvikle dem og siden sælge dem.

- Jeg blev ringet op af den agent, der står for spillerhandlerne i Bordeaux. Her fik jeg et vink med en vognstang om, at jeg godt kunne finde noget andet. Jeg var ikke en del af fremtidsplanerne, forklarer Lukas Lerager.

Han har på kort tid etableret sig i Serie A hos Genoa, hvor han for nylig var med til at besejre Juventus 2-0.

- Det har vist sig at være et rigtigt skifte for mig. Genoa har lejet mig med købsoption, men flere betingelser skal opfyldes, før optionen udløses. Men jeg håber og tror de indfrier den, forklarer han.

Se også: Hektisk sommer i vente for danske landsholdsstjerner

Se også: Eriksens tavshed afslører alt

Se også: Hareide overbevist: Derfor får vi en fordel

 

De skal skifte klub til sommer

 

Henrik Dalsgaard

Alder: 29 år

Klub: Brentford

Kontraktudløb: 30. juni 2020

Kommentar: Efter to sæsoner i Brentford har backen udviklet sig stærkt. Han er 29 år skal have en ny udfordring og gerne på en højere hylde i en af de fem bedste ligaer i Europa.

 

Philip Billing

Alder: 22 år

Klub: Huddersfield

Kontraktudløb: 30. juni 2020

Kommentar: Han har været i klubben siden 2013 og har signaleret, han vil en ny udfordring til sommer. Der er interesse fra England og andre nationer. Målet må være at blive i en af de store ligaer, så pladsen på landsholdet kan forsvares.  -

 

Jonas Knudsen

Alder: 26 år

Klub: Ipswich

Kontraktudløb: 30. juni 2019

Kommentar: Det lå i kortene, at han skulle væk i sommer, men intet skete. Nu udløber aftalen, og han står med gode kort på hånden.

 

Martin Braithwaite

Alder: 27 år

Klub: Leganés (udlejet fra Middelsbrough)

Kontraktudløb: 30. juni 2021.

Kommentar: Han skal ikke tilbage til Middlesbrough. Klubben skal finde en køber, der vil betale i omegnen af 100 mio. kr. for ham. Leganés har ikke midlerne. Han havde et godt navn i fransk fodbold, og fremtiden kan måske ligge her igen.

 

Peter Ankersen

Alder: 28 år

Klub: FC København

Kontraktudløb: 30. juni 2020

Kommentar: Det lignede et skifte sidste sommer, men Ståle Solbakken ville ikke sælge ham. Nu har han hentet Guillermo Varela, så det bliver definitivt et sommersalg. Men det er tvivlsomt, om kvaliteterne er til mere end den belgiske eller hollandske liga.

 

Lukas Lerager

Alder: 25 år

Klub: Genoa (udlejet fra Bordeaux)

Kontraktudløb: 30. juni 2021

Kommentar: Han er udlejet med købsoption, så fremtiden kan sagtens være i Genoa. Til gengæld er det sikkert, at han ikke skal tilbage til Bordeaux. De nye, amerikanske ejere vil satse på unge spillere, der hurtigt skal udvikle sig og siden skal sælges.

 

Mathias Zanka Jørgensen

Alder: 28 år

Klub: Huddersfield

Kontraktudløb: 30. juni 2020

Kommentar: Han skal ikke med ned i Championship. David Wagner hentede ham og havde stor succes med ham den første sæson. Da tyskeren blev fyret, røg Zanka ud og ind af holdet. Det kan ikke udelukkes, at fremtiden ligger i den klub, som Wagner kommer til at træne. De to passede godt sammen. 

 

Nicolai Jørgensen

Alder: 28 år

Klub: Feyenoord

Kontraktudløb: 30. juni 2021

Kommentar: Han er gået fuldstændig i stå på klubholdet. Efter topscorertitlen med 21 træffere i 2016/17-sæsonen har han blot scoret tre mål det seneste halvår i ligaen. Han er røget ud og ind af holdet. Han trænger til en ny udfordring til sommer.

 

Jonas Lössl

Alder: 30 år

Klub: Huddersfield

Kontraktudløb: 30. juni 2019

Kommentar: Kontrakten hos de kommende Premier League-nedrykkere udløber efter sæsonen. Han skal finde en ny udfordring i udlandet. Det bør være muligt for en transferfri spiller.

 

Pione Sisto

Alder: 24 år

Klub: Celta Vigo

Kontraktudløb: 30. juni 2021

Kommentar: Efter snart to en halv sæson i Spanien har han behov for en ny udfordring. Specielt hvis klubben rykker ned i den næstbedste række. Sker det, skal der også penge i kassen for spillersalg. Han er gået lidt i stå spillemæssigt og skal tilbage på sporet i nye omgivelser for igen at komme ind i landsholdsvarmen.

 

Andreas Cornelius

Alder: 26 år

Klub: Bordeaux (udlejet fra Atalanta)

Kontraktudløb: 30. juni 2020.

Kommentar: Han blev udlejet fra Atalanta til Bordeaux sidste sommer. Men det er stærkt tvivlsomt, om fremtiden ligger i det franske. Der er kommet nye ejere, der vil satse meget på unge spillere, som skal udvikles og sælges videre. Spørgsmålet er også, om fremtiden ligger i Atalanta. Den kan ligge et tredje sted for angriberen, der aktuelt er ude med en skade.

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

De kan skifte klub til sommer

 

Andreas Christensen

Alder: 22 år

Klub: Chelsea

Kontraktudløb: 30. juni 2022

Kommentar: Han er kommet i klemme i Chelsea, hvor Rudiger og Luiz er det sikre førstevalg. Chelseas transferkarantæne, der betyder klubben først kan købe spillere i sommeren 2020, kan få afgørende indflydelse. Det kan tvinge ham til at blive i klubben til sommer.

 

Christian Eriksen

Alder: 27 år

Klub: Tottenham

Kontraktudløb: 30. juni 2020

Kommentar: Han vil ikke snakke om fremtiden. Det peger mod et sommerskifte – ét år før udløb. Der har længe været spekulationer om, hvor han skal spille. De rygter vil tage til de kommende måneder. Bremseklodsen kan blive, hvis Tottenham-formanden Daniel Levy kræver for meget for ham.

 

Joachim Andersen

Alder: 22 år

Klub: Sampdoria

Kontraktudløb: 30. juni 2022

Kommentar: Han forlængede kontrakten i efteråret. Men det udelukker ikke et klubskifte. Han spiller i en klub, der kan tjene mange millioner på et videresalg. Juventus, Manchester United og Tottenham er nogle af de klubber, der har været nævnt som en mulighed for forsvarstalentet.

 

Frederik Rønnow

Alder: 26 år

Klub: Frankfurt

Kontraktudløb: 30. juni 2022

Kommentar: Meget afhænger af, hvad der sker med lejesvenden Kevin Trapp. Bliver han i Frankfurt, er det svært at se en fremtid for den tidligere Brøndby-keeper. Han har blot spillet fem kampe for Frankfurt, og det var ikke planen med skiftet. Enten en udlejning eller et permanent skifte, hvis Frankfurt køber Trapp fri af Paris SG.

 

35 kommentarer
Vis kommentarer