Helt tæt på Bendtner: Så vild er hans forvandling

Nicklas Bendtner er ikke kun kommet i form – han virker også mere moden og velafbalanceret som menneske og fodboldspiller

– Vi bruger halvanden time på træningsbanen, og det skal bruges på den bedst mulige måde. Det har jeg måske ikke altid været fokuseret på. Men det har jeg været i en længere periode, siger Nicklas Bendtner selv om sin forvandling.
– Vi bruger halvanden time på træningsbanen, og det skal bruges på den bedst mulige måde. Det har jeg måske ikke altid været fokuseret på. Men det har jeg været i en længere periode, siger Nicklas Bendtner selv om sin forvandling.

SAINT-ÉTIENNE (Ekstra Bladet): Vi skal ikke længere tilbage end til november, hvor Morten Olsen så bort fra Nicklas Bendtner og ikke – i første omgang – udtog ham til landskampene mod Serbien og Rumænien.

Argumentet var, at angriberen ikke var selvskreven til landsholdet. Men som det er sket så ofte før, kom Bendtner ind i varmen og scorede tilmed to betydningsfulde mål mod Serbien.

Nu fire måneder senere sætter ingen længere spørgsmålstegn ved Bendtners berettigelse, selv om han stadig ikke spiller fast på sit klubhold.

Lige så umulig Nicklas Bendtner kan være på banen, lige så uundværlig er han for Morten Olsen.

Når Olsen kigger rundt, finder han ingen alternativer på internationalt niveau. Og slet ingen med den pondus, den fysik og den skarphed, som Nicklas Bendtner har, når han rammer sit topniveau.

Men det er tilsyneladende også en Nicklas Bendtner, der er blevet mere moden. En 27-årig angriber, der også efter eksperternes opfattelse her i linjerne mener, at Bendtner omsider er trådt ind i de voksnes rækker.

Se her, hvad forskellige folk mener om angriberen.

Eksperten

Morten Bruun, Kanal 5 og 6

- Attituden er en anden i dag. Indtrykket er, at han virker mere moden. Det klæder ham, at han har skåret ned på charmen på de sociale medier.

- Så virker det også, som om der gik et stykke tid for ham at finde ud af, at der er stor forskel på, hvordan man træner i Premier League og i Bundesligaen.

- Mod USA lignede han også en spiller, der er i god form. Han ser ud til at være i langt bedre forfatning nu end tidligere. Form handler ikke om, du løber 10 eller 12 km. For en angriber handler det om, at du også er skarp mod slutningen af en kamp. Og det bevis leverede han mod USA.

- Jeg synes også, pilen er begyndt at pege opad i Wolfsburg. Man skal tænke på, at det er en stor klub. Det er ikke Bayern, men de har mange gode spillere og kommer i Champions League til efteråret.

Sportspsykologen

Erik Østenkjær

- Det er tydeligt, at Nicklas er begyndt at blive mere moden. Og for enkelte personer tager den slags bare længere tid. Samtidig virker det, som om han er begyndt at reflektere og tænke mere over tingene.

- Jeg har altid været af den opfattelse, at der har været for lidt plads til typer som ham i dansk fodbold. Han er det ubetinget største talent. Men de, der træder uden for rammerne, har det svært i det danske fodboldsystem. Alle er ikke ens. Og der mangler rummelighed. Nicklas er en anden type end den rolige og afbalancerede forsvarsspiller. Han har en helt anden personlighed, hvor hans kreative egenskaber betyder, at han tør gøre noget andet. Og dem er der alt for sjældent plads til i dansk fodbold.

Klubtræneren

Dieter Hecking

- Efter han blev indskiftet i kampene mod Freiburg og Inter, har jeg fortalt ham, at jeg synes, han er på rette spor formmæssigt.

- Derfor er jeg ikke overrasket over, at Nicklas scorede tre mål for Danmark mod USA. Den præstation, han leverede, bekræfter mig blot i det indtryk, jeg har haft af ham den seneste tid på træningsbanen, hvor han har trænet rigtig godt.

- Men jeg håber ikke, at det her fører til, at Nicklas tror, han spiller hver gang. For sådan fungerer det ikke hos mig. Du skal levere på træningsbanen.

Landstræneren

Morten Olsen

- Jeg klappede i hænderne, da Nicklas fandt en tysk klub. Jeg ved, hvordan de agerer i de tyske klubber på træningsbanen. Det er også blevet tydeligt, at Nicklas efterhånden har fået den tyske træningsmentalitet ind under huden. Han har lært, at du skal træne, som du spiller kampe. Det er noget helt andet i forhold til England, hvor du ’bare’ skal præstere om søndagen.

- Det er indlysende, hvor stor betydning det har for ham at være i form. For os var han kampafgørende i efteråret uden at sprudle. Nu har han overskuddet, fordi han er kommet i form. Og det betyder, at han – som mod USA – evner at holde fast i bolden. Han tabte ikke mange dueller i den kamp.

Den lokale journalist

Engelbert Hensel, WAZ Wolfsburg

- Nicklas var slet ikke klar til at spille, da han kom til klubben. Han trænede ikke godt og skulle bruge tid på at tilpasse sig.

- Siden vinterpausen har der været et klart billede på, at han træner meget bedre nu. Der er sket en stor forandring.

- Bendtners udfordring har været, at Wolfsburg kun spiller med én angriber i det 4-2-3-1-system, som Dieter Hecking benytter. I efteråret var han reelt angriber nummer tre, men den situation har forandret sig, efter Olic er skiftet til HSV. Han er tættere på en stamplads, og jeg tror, han bliver i Wolfsburg i næste sæson, hvor klubben skal spille Champions League. Men jeg forventer også, at de henter en angriber mere.

Holdkammeraten

Nicolai Boilesen

- Som han ser ud nu, virker han virkelig top fit. Det virker, som om han fysisk spiller med et stort overskud på banen. Men jeg forstår også, at de træner meget hårdt i Wolfsburg.

- Det, der imponerede mig mod USA, var, at alle hans afslutninger var meget kvalificerede.

- Fysisk har han altid været meget stærk. Vi kan altid spille bolden op på ham. Og i ni ud af ti tilfælde evner han at holde fast i bolden.

45 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere