Han var kendt som klodens måske mest koldblodige afslutter.
Men som cheftræner har hans karriere været knapt så succesfuld.
Alligevel er den gamle Arsenal-angriber Thierry Henry klar til at tage over for spanske Roberto Martínez som belgisk landstræner.
Det skriver den store belgiske avis Het Laatste Nieuws.
Roberto Martínez sagde op som landstræner efter et skuffende VM i Qatar, hvor Belgien ikke formåede at spille sig videre fra gruppespillet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Stjerner bakker op
Thierry Henry er ikke noget fremmed navn i belgisk landsholdssammenhæng.
Han er nemlig assistenttræner for landsholdet, der deler samme kælenavn som Manchester United - The Red Devils (De Røde Djævle).
Det har han været i to omgange. Først fra 2016 til 2018 og senest siden maj 2021.
Og nu skulle han angiveligt have informeret det belgiske fodboldforbund om, at han er interesseret i jobbet som landstræner - dog uden officielt at ansøge.
Artiklen fortsætter under billedet...
To stjerner på holdet skulle allerede have udtrykt deres støtte til Henry - Romelu Lukaku og Toby Alderweireld.
Trænerfiasko
I 2018 blev Thierry Henry cheftræner for første gang.
Storholdet Monaco, der året før var blevet franske mestre og havde nået semifinalen i Champions League, var i krise.
Det blev dog til kun tre måneder på posten, før holdet fyrede den gamle målræv. I 20 kampe som cheftræner vandt Henry kun de fem.
Efterfølgende coachede han Montreal i Canada, før han atter blev Belgiens assistenttræner. Her blev det til kun ni sejre ud af 29 mulige.