Er der tvivl om, hvem der skal stå i målet, når Danmark møder Finland på torsdag i Parken?
Nej. Bestemt ikke, må man forstå.
Men diskussionen er blusset op, efter at landstræner Kasper Hjulmand i mandags ikke entydigt kunne garantere, at Kasper Schmeichel ville starte kampen i målet, fordi landsholdets andetvalg, Frederik Rønnow, har vist storform i Union Berlin.
Onsdag på pressemødet i Helsingør kom der atter gang i den, da pressen spurgte Kasper Schmeichel til den udmelding, men inden Nice-keeperen nåede at svare, brød hans landstræner ind:
- Må jeg lige korrigere noget? lød det spørgende fra Hjulmand.
- Det, jeg sagde, var, at der var større konkurrence, end der nogensinde har været.
- Frederik har leveret flot, men der er ikke nogen tvivl om, at Kasper står, og at Kasper er vores førstemålmand, slog han efterfølgende fast og gik ikke længere ind i den diskussion.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg kigger aldrig mig selv over skulderen
Da Kasper Schmeichel så endelig fik ordet, var det hans tur til at give sit besyv på det hele, og her var der både roser til landsholdskollegaen og ham selv.
- Frederik har haft en fantastisk sæson, og hver gang, han har stået for Danmark, har han stået fantastisk.
- Jeg har altid set det som en konkurrencesituation, men jeg har også altid fokuseret på mig selv. Jeg kigger aldrig mig selv over skulderen, for så kan det gå ud over min egen præstation.
Læs også: Landsholdsspiller åbner café
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mange muligheder i bagkæden
Joachim Andersen, der er en central del af landsholdets defensive kæde, blev tirsdag sendt hjem med en skade, uden at Hjulmand indkaldte en erstatning.
Det efterlader truppen med Andreas Christensen, Simon Kjær og Victor Nelsson som stoppere, og hvis der bliver behov for det, kan andre træde til, sagde Kasper Hjulmand.
- Vi kan lave forskellige typer af tremandsforsvar, hvis det kommer dertil. Vi kan bruge Rasmus Nissen Kristensen, som også har spillet stopper i en FA Cup-kamp, og vi har også Christian Nørgaard, som kan gå ned i bagkæden.
- Hvis der sker noget i løbet af kampen mod Finland, er vi klar til at kunne hente en ny stopper ind før kampen i Kasakhstan (på søndag, red.), sagde landstræneren.
Den tidligere FCK-spiller Benjamin Verbic er i øjeblikket involveret i et stort penis-drama i Grækenland. Hør mere i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app