Her er den nye midlertidige landstræner

Den gamle landsholdskæmpe John Faxe Jensen er skal stå i spidsen for det alternative landshold med Hasse Kuhn som assistent

John 'Faxe' Jensen bliver midlertidig landstræner, når Danmark onsdag aften møder Slovakiet. Foto: Jakob Jørgensen
John 'Faxe' Jensen bliver midlertidig landstræner, når Danmark onsdag aften møder Slovakiet. Foto: Jakob Jørgensen

Den tidligere landsholdsspiller og Superliga-træner, John Faxe Jensen, skal stå på sidelinjen i de kommende landskampe, fortæller DBU i en pressemeddelelse. Ved sin side har han Hasse Kuhn som assistent.

- Vi skal stille hold i de to landskampe for at undgå millionbøder og mulig udelukkelse af landsholdet i flere år. På DBU’s og dansk fodbolds vegne er jeg glad for, at John Faxe Jensen har taget den svære opgave at stå som træner i de to kampe, siger DBU's elitechef Kim Hallberg.

Selv er John Faxe Jensen glad for at kunne hjælpe dansk fodbold i en svær situation.

- Der, hvor vi er nu, ser jeg kun tabere i konflikten, og dansk fodbold taber mest af alle. Når jeg siger ja til at hjælpe her, er det, fordi jeg føler meget, meget stærkt for landsholdet som institution, og fordi jeg mener, at det vigtigste dog må være, at kampene trods alt bliver spillet, siger han.

John 'Faxe' fejrer sin scoring i EM-finalen 1992. Foto: Ole Steen
John 'Faxe' fejrer sin scoring i EM-finalen 1992. Foto: Ole Steen


Han tager jobbet for for dansk fodbolds skyld, siger han.

- Jeg tager ikke stilling til sagen mellem DBU og spillerne, mit ja er ikke udtryk for det. Jeg håber bare at bidrage til, at vi kan komme gennem de to kampe, og at parterne finder en løsning hurtigst muligt.  Landsholdet har betydet uendeligt meget for mig i min karriere og i mit liv. Det gør ondt at følge dette forløb, og jeg håber, at mit bidrag kan være med til at begrænse de negative konsekvenser.

John Faxe Jensen er 53 år og var som spiller aktiv i blandt andet Brøndby, Hamburg SV og Arsenal. Han nåede 69 landskampe og var EM-vinder i 1992, hvor han scorede det første danske mål i EM-finalen. Som træner har han stået i spidsen for blandt andet Herfølge, Randers FC og Fremad Amager, ligesom han har været assistenttræner i Brøndby IF, Getafe og Blackburn. Faxe får Hasse Kuhn som assistenttræner til kampen.

Navnene på spillerne bliver offentliggjort senere. Holdet er nu på vej til Bratislava. De vil ikke være til rådighed for interviews, da de ønsker fokus på kampen onsdag aften, oplyser DBU.

Der vil i Slovakiet være et pressemøde med John Faxe Jensen. Det finder sted på Grand River Hotel i Bratislava klokken 18.30.Netop nu er det alternative fodboldlandshold samlet under holdets nye træner, der skal stå i spidsen for det rød-hvide sammenskrab af spillere fra de lavere rækker.

De to mødtes med spillerne til et orienteringsmøde klokken 13 i DBU's hovedkvarter i Brøndby. Her blev de klædt på i forhold til, hvad de må sige og gøre de kommende døgn, før de for første gang også bliver klædt i rødt og hvidt onsdag aften i Slovakiet.

Benny Gall ved den afsluttende træning på Old Trafford, inden FCK mødte Manchester United i Champions League i 2006. Foto: Jens Dresling
Benny Gall ved den afsluttende træning på Old Trafford, inden FCK mødte Manchester United i Champions League i 2006. Foto: Jens Dresling

Benny Gall, har i følge Ekstra Bladets oplysninger også hjulpet til i den hastende proces med at samle spillere til holdet, men det er uvist, hvilken rolle han har i det nye setup. Han er netop stoppet som træner i Avarta, og han har tidligere været i KB, B.93, Elite 3000 og i AB som assistent.

Som spiller var han målmand i Fremad Amager, KB, Brønshøj, Dordrecht, De Graafschap, Shrewsbury Town, Esbjerg og FC København, så han har en vis, international erfaring på lavere niveau.

Hasse Kuhn, der tidligere har været Lyngby-træner, skal være den anden del af træner-teamet for det danske landshold mod Slovakiet. Foto: Steen Wrem
Hasse Kuhn, der tidligere har været Lyngby-træner, skal være den anden del af træner-teamet for det danske landshold mod Slovakiet. Foto: Steen Wrem

Hasse Kuhn er træner i Skjold Birkerød, der ligger næstsidst i Danmarksseriens Pulje 1. Han har tidligere trænet Lundtofte Boldklub, Lyngby, VSB og HIK.

Som aktiv repræsenterede han Rønne IK, Kastrup, B 1909, Lyngby, HIK og Søllerød.

Han er bror til Allan Kuhn, cheftræner i Hobro.

Se også: 2. divisionsklub bekræfter: Topscorer udtaget til landsholdet
Se også: DBU sender landsholdet til tælling: - Et tomt og ynkeligt slag i luften
Se også: Afsløring: Her er DBU's nye landshold

Fakta om konflikten

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen er havnet i en konflikt, der kan ende med at få alvorlige konsekvenser for dansk landsholdsfodbold.

Det ved vi om konflikten:

Sammenbrudte forhandlinger

Den tidligere landsholdsaftale blev indgået i 2015 og udløb efter sommerens VM-slutrunde i Rusland. Parterne har længe forhandlet om en ny aftale, men de kan ikke blive enige.

Konfliktens knaster

Parterne ønsker ikke i detaljer at fortælle, hvad de ikke kan blive enige om.

Spillerne har haft en række krav omkring forplejning, behandling og andre fysiske forhold i forbindelse med deres optræden på landsholdet. DBU mener at have imødekommet spillerne på disse områder.

En større knast synes at være de kommercielle rettigheder, hvor spillernes personlige sponsoraftaler støder sammen med DBU's aftaler på vegne af landsholdet.

En upræcis aftale fra 2015 endte med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU. Derfor ønsker både DBU og spillerne klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende landsholdet.

DBU mener at være kommet spillerne i møde på dette område, men spillerne er ikke tilfredse med de tilbudte vilkår på det kommercielle område.

I forbindelse med tidligere forhandlinger har spørgsmålet om, hvorvidt DBU har rolle af arbejdsgiver og spillerne af arbejdstagere, også været en stor knast. Hvor meget dette punkt fylder i de nu sammenbrudte forhandlinger i denne omgang, har parterne ikke oplyst.

Parterne er også uenige om bonusvilkår ved kvalifikation til og deltagelse i slutrunder.

Kilde: Ritzau

551 kommentarer
Vis kommentarer