GIBRALTAR (Ekstra Bladet): Hvad nu, Kong Christian!
Sommeren har været beviset på, at du ikke kan planlægge, hvad der sker i fodboldens verden. Specielt ikke, når drømmen om Real Madrid foreløbig ikke er blevet til noget.
Christian Eriksen fortryder ikke, han stod frem og fortalte om sine fremtidsdrømme for tre måneder siden.
På Hotel Marienlyst i Helsingør lagde han kortene på bordet:
- Jeg føler, jeg er et sted i karrieren, hvor jeg måske gerne vil prøve noget nyt!
Få dage forinden havde han taget en bevægende afsked med holdkammerater og fans.
Han krammede sine medspillere og takkede fansene. Derfor var han i nederlagets stund også en af de sidste Tottenham-spillere, der forlod Wanda Metropolitano Stadium i Madrid efter Champions League-finalen mod Liverpool.
Men Christian Eriksen fik ikke sin sommerdrøm opfyldt i denne omgang. Snakken om fremtiden er sat midlertidigt på pause.
Som vi ridser op her, er der nu tre scenarier: Han kan slå en kolbøtte og forlænge med Tottenham, han kan lave et vinterskifte. Endelig kan han også skifte transferfrit næste sommer!
Når vi nu ved, at han ikke slap væk fra Tottenham, giver de ord, han sagde mandag på Hotel Barceló i Marbella, endnu mere mening.
- Jeg ville ønske, jeg selv kunne bestemme ligesom i fodbold-manager!
-
Her er de tre scenarier, som Christian Eriksen lige nu skal forholde sig til:
Scenarie 1:
1. Eriksen er er kommet på andre tanker og har indset, at Tottenham er fremtiden for ham.
2. I bund og grund er han og familien lykkelig i London, som de efter seks år kender ud og ind.
3. Han spiller fast, fansene elsker ham, og han har høj status i klubben.
4. Han har et stående tilbud om at få et gigantisk lønhop i niveauet 200.000 pund – 1,8 mio. kr. – om ugen. I dag menes han blot at tjene 650.000 kr. om ugen.
5. Selv om det hører til sjældenhederne i specielt Tottenham, kan løsningen dog blive en klausul i kontrakten, så Tottenham kan få et maksimum for ham ved et salg. Det kunne være 50-60 mio. pund. Men så er klubben i det mindste sikret et beløb, hvis han sælges.
Konklusion: Kontraktforlængelse
Scenarie 2:
1. Det var en rigtig beslutning, da han tilbage i juni meldte ud, han ville have en ny udfordring.
2. Prisen fortsætter lige nu kun én vej – og det er ned. Kontrakten udløber næste sommer og til vinter skal Tottenham være heldige med at få 20-30 mio. pund – 212-255 mio. kr.
3. En af storklubberne – Real Madrid – fik ikke gjort handlerne færdig i sommer. Derfor skal truppen forstærkes nu, hvor prisen på Eriksen samtidig er faldet markant.
4. Der kan køre en krig eller et magtspil i kulissen mellem manager Pochettino, formand Daniel Levy og Eriksen henover efteråret som gør, at han er ude og inde af holdet. Det gør beslutningen om et vinterskifte nemmere.
5. En spiller Eriksens niveau vil være eftertragtet med kun et halvt år til udløb. Derfor kan der gøres en god handel for interesserede klubber ved at hente ham til vinter.
Konklusion: Vinterskifte
Scenarie 3:
1. Han holder døren på klem for Tottenham og siger, han ikke vil forhandle i sæsonen. Tiden går og kontraktudløb nærmer sig.
2. Han har reelt besluttet sig for et sommerskifte, men tager forhandlingen med Tottenham hen over efterår, vinter og forår – uden at parterne kan blive enige. Det kan godt virke som spil for galleriet.
3. Christian Eriksen ved godt, at der ligger en stor økonomisk gevinst ved at lade kontrakten løbe ud, fordi den købende klub ikke skal betale overgangssum til den sælgende klub.
4. Når der ikke er en transfer mellem to klubber, betales der et – i Christian Eriksens tilfælde – kæmpestort sign-on-fee, en kontant betaling for at underskrive kontrakten. Det kan i det her tilfælde sagtens være 100 mio. kr.
5. Christian Eriksen ved godt, at det er de færreste store spillere, der skifter transferfrit. Aaron Ramsey gjorde det dog her i sommer fra Arsenal til Juventus. Omvendt stiller det ham i en særdeles gunstig position, fordi han vil få mange valgmuligheder næste sommer. Storklubberne vil stå i kø.
Konklusion: Transferfrit sommerskifte