BRØNDBY (Ekstra Bladet): Åge Hareide har sin trup på plads forud for de to afgørende playoff-kampe mod Irland 11. og 14. november.
23 spillere er udtaget til de to kampe, hvor Kasper Dolberg er droppet og rykket ned på U21-landsholdet, mens Martin Braithwaite er tilkaldt som reserve til truppen.
Åge Hareide har allerede sin startformation klar til det første opgør næste lørdag i Parken. Et hold, han dog ikke har tænkt sig at offentliggøre før én time før kampstart.
Har allerede valgt Stryger Larsen
Det er bemærkelsesværdigt, at landstræneren i sin trup ikke har en venstrebenet til pladsen som venstre back. Riza Durmisi er skadet og derfor uaktuel. Nicolai Boilesen er skadet og derfor ikke brugbar til de to kampe. I stedet har han udtaget Peter Ankersen.
Derved råder Hareide over Jens Stryger Larsen og Peter Ankersen, der begge er højrebenet til pladsen i venstre forsvarsside. Men det ser landstræneren slet ikke noget problem i. Tværtimod.
Uanset om Riza Durmisi havde været spilleklar, afslører Hareide, han vil spille med Jens Stryger Larsen som venstre back mod Irland.
- Jeg tror, det er en stor fordel vi spiller med en højrebenet back i venstre forsvarsside, siger en hemmelighedsfuld landstræner, der ikke ønsker at svare på, hvilken fordel han ser i forhold til den kommende modstander - Irland.
- Jeg kan ikke afsløre mere om vores planer. Det må I se, når vi spiller i Parken, siger Åge Hareide, der ikke vil svare på, om tanken med Jens Stryger Larsen er, at han – som tilfældet var mod Polen i september – skal slå lange diagonalbolde til Yussuf Poulsen/Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen.
I det opgør slog både Stryger Larsen og Andreas Bjelland lange diagonalbolde frem mod Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius.
0-0 er ikke dårligt
Ved udtagelsen af sin trup applerede Åge Hareide til stor tålmodighed hos de danske fans næste lørdag i Parken.
- Irland er meget dygtige til at forsvare sig. De spiller med mange mand bag bolden. De bliver svære at bryde ned. Derfor skal vi spille med stor tålmodighed, siger Åge Hareide og uddyber så:
- Vi skal angribe og forsøge at spille på jorden mod Irland, der ikke kan overraske os på nogen måder. Det er meget vigtigt, de ikke scorer i Parken.
- 0-0 i Parken vil slet ikke være en katastrofe for os, fordi udebanemål tæller dobbelt. Og vi har trods alt 120 minutter i returkampen til at score, siger Åge Hareide, der udover de 90 minutter har lagt tillægstiden på 30 minutter oven i, hvis de to nationer står helt lige efter to gange 90 minutter.
Landstræner Åge Hareide fortsætter i øvrigt frem til sommeren 2020. Elitechef Kim Hallberg og direktør Claus Bretton-Meyer har haft en snak med nordmanden, og parterne er blevet enige om, at samarbejdet skal fortsætte frem til efter EM slutrunden i 2020.
- Jeg er glad for at fortsætte samarbejdet, men jeg har den seneste tid ikke brugt så meget tid på det. Jeg har kun tænkt på Irland, siger Åge Hareide.