Historisk præstation af Hjulmand

- Det bliver en fifty-fifty kamp mod Wales, forudser Kasper Hjulmand     

Kasper Hjulmand og de danske EM-helte skrev international fodboldhistorie med Danmarks 4-1-sejr over Rusland og avancementet til ottendedelsfinalerne ved EURO 2020.     

Det er nemlig første gang nogensinde, at et mandskab er kommet videre fra gruppespillet efter at have tabt de to første kampe ved en slutrunde.

På den måde er Kasper Hjulmands mandskab nu blevet historisk.

På trods af den traumatiske oplevelse i forbindelse med Finlandskampen, det triste nederlag til Belgien, rejste danskerne sig på imponerende vis mod Rusland.

4-1 lød facit samtidig med, at Belgien helt som ventet ordnede Finland. Det gjorde Danmark klar til en plads blandt de sidste 16 nationer ved EURO 2020.

- Jeg tror ikke, det her kunne lade sig gøre, hvis ikke det var på grund af den her fantastiske støtte, vi har fået fra danskerne. Tusind, tusind tak, siger Kasper Hjulmand, der var helt euforisk oven på den danske sejr.

Hjulmand klappede og jublede sammen med de danske fans samtidig med, at han sendte kys ud til danskerne efter den sublime opbakning landsholdet lige havde fået fra Parkens publikum.

De rammer, den kulisse og det lydniveau kan noget ganske særligt. Det er noget ganske unikt, når de danske fans ruller sig ud.

- Hvis der er nogen, som fortjener det her, så er det de her spillere. Det er ikke helt til at forstå, hvordan de kan samle sig op oven på det, vi har gennemlevet de senere uger, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren var fuldstændig opdateret på, hvordan det gik mellem Belgien og Finland. Og han var klar til at jagte flere mål i de sidste 17-18 minutter af opgøret.

- Efter Rusland reducerede, ville vi jagte endnu et mål. For det ville være vigtigt at vinde en to målssejr, forklarer Kasper Hjulmand.

Landstræner Kasper Hjulmand tog sig tid til at juble med både spillere og fans. Foto: Lars Poulsen
Landstræner Kasper Hjulmand tog sig tid til at juble med både spillere og fans. Foto: Lars Poulsen
 

Han advarer allerede mod at undervurdere lørdagens modstander.

- Wales er en supermodstander. Det bliver en fifty-fifty kamp mod dem.

- Wales er – ligesom os – et hold, der kan skifte i positioner på holdet og spillemåde, siger landstræneren.

Landsholdet bliver nu boende på Hotel Marienlyst i Helsingør frem til fredag, hvor truppen rejser til Amsterdam for at møde Wales.

Ottendedelsfinalen spilles lørdag 26. juni – præcist 29 år efter den danske EM-triumf.