Danmark har fået en ny skarpretter.
Han hedder Rasmus Højlund, og i går bankede han tre mål i kassen mod Finland og sikrede Danmark en 3-1-sejr i Parken.
Ja, 20-årige Højlund har taget Serie A og nu landsholdet med storm, men for få måneder siden var historien en lidt anden.
Efter en række skuffende præstationer i Italien og for landsholdet blev Højlund vraget fra Danmarks VM-trup, som siden tog til Qatar og skuffede fælt.
Fredag morgen mødte Kasper Hjulmand pressen, hvor han forsvarede sin beslutning om at udelade Højlund til VM.
- I vinder primært på grund af Højlunds hattrick i går. I Qatar var I ikke i nærheden af nogen form for offensiv produktion. Hvorfor blev der ikke plads til ham i Qatar?
- For det første synes jeg ikke, vi vinder kun på grund af Rasmus' mål.
- Uden de tre mål taber I jo 0-1?
- Der er altid andre årsager til det. Du aner ikke noget om, hvad der var sket, hvis andre havde spillet. Så derfor er det en forkert præmis.
Tankespind
Landstræneren står fast på, at VM-truppens angribere var 'bedre for holdet' dengang.
- Jeg synes, det er noget tankespind. Man ved det jo ikke, og der er ingen af jer, der ved det. Man kan ikke drage de konklusioner så fast, som du vil have mig til at gøre, lød det fra Kasper Hjulmand.
- Kan du forstå, hvis man undrer sig over den manglende udtagelse nu?
- Det er fandeme nemt at vide ting tilbage i tiden. Man skal altid tænke på de forudsætninger, der var, da man traf beslutningen. Dengang var det ikke så indlysende, som det er nu, når vi sidder på bagsiden af et hattrick.
- Årsagen til, at vi ikke fandt plads til ham sidst, var, at han ikke overbeviste os, da vi havde ham med i efteråret og i de kampe, han spillede for Atalanta. Det var overvejelsen. Vi mente, det bedste for holdet var at vælge nogle andre.
Mens Hjulmand og co. drog til Qatar, knoklede Højlund løs i VM-pausen, og det har tjent ham godt, forklarer landstræneren.
- I den periode har han trænet ekstremt godt og hårdt. Han har lagt mere på og forstået Atalantas spil og sproget bedre. Det har været med til at flytte ham, siger Kasper Hjulmand.
Fredag flyver landsholdet til Kasakhstan, hvor de søndag spiller anden kamp i EM-kvalifikationen. Det sker klokken 15.
Her er alle de nye landsholdsfruer