Hjulmand dropper Robert Skov på backen

Robert Skov skal ikke spille back på landsholdet, hvis han ikke gør det på klubplan

Hjulmand dropper Robert Skov på backen

Ekstra Bladet spurgte sidste år Robert Skov, om han ser sig selv som landsholdets venstreback Video: Jonas Olufson

Robert Skov spiller ikke længere venstre back i Hoffenheim, og det får også betydning for hans rolle på det danske landshold. Det siger landstræner Kasper Hjulmand over for Jyllands-Posten.

Efter hans skifte fra FC København til Hoffenheim sidste sommer blev Robert Skov ellers med succes omskolet til venstre back i den tyske klub, og som følge af det havde Kasper Hjulmand hidtil også brugt den tidligere Superliga-topscorer på venstrebacken på landsholdet.

Men sådan bliver det ikke længere. Hvis han ikke skal spille venstre back på klubplan, betyder det også, at hans rolle på landsholdet ændrer sig.

- Ja, det gør det. Det var et projekt i samarbejde med hans klub. Men hvis det ikke længere er planen, at han skal spille venstre back, så ser vi anderledes på det. Han har trænet og spillet som venstre back i Hoffenheim, og det ville vi understøtte på landsholdet, men hvis det ændrer sig i klubben, så ændrer det sig også på landsholdet, siger Kasper Hjulmand til Jyllands-Posten.

I denne sæson har Robert Skov primært spillet på højre kant, som han også spillede i FC København, da han blev topscorer i Superligaen i 2018/19-sæsonen.

Den 24-årige danskers ændrede rolle i Hoffenheim skyldes ikke mindst, at klubben har fået ny træner i form af Sebastian Hoeness, og at klubben har hentet venstrebacken Ryan Sessegnon fra Tottenham på en lejeaftale.

Det er blevet til 11 ligakampe uden scoringer for Skov i denne sæson.

Sepp Blatter er indlagt på hospitalet

Højer bliver den store nytårsraket i AGF