Hjulmand forklarer udskiftning: - En bulderbasse, vi kan smide ind

- Andreas Cornelius kan blive en bulderbasse vi kan smide ind fra bænken, siger Kasper Hjulmand, der har hentet angriberen ind til tirsdagens kamp

Andreas Cornelius er en bulderbasse, som vi kan få brug for mod Israel, siger Kasper Hjulmand. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Cornelius er en bulderbasse, som vi kan få brug for mod Israel, siger Kasper Hjulmand. Foto: Lars Poulsen.

Hverken Martin Braithwaite eller Kasper Dolberg bliver klar til tirsdagens storkamp i Parken mod Israel.

De har begge været plaget af knæskader, og det giver ingen mening at hente dem hjem til den kamp.

I stedet har Kasper Hjulmand hentet Andreas Cornelius ind i lejren. Han havde meldt afbud i første omgang med en skulderskade, men nu er der så meget bedring, at landstræneren vil se ham an i to træningspas.

I stedet er Anders Christiansen sendt retur til Malmö FF.

- Det ser fint ud med ’Corners’ skulder. Nu undersøger vores egne læger ham. Han træner to gange, og ’Corner’ er et stærkt våben, vi kan bringe i feltet, siger Kasper Hjulmand, der umiddelbart ikke planlægger at bruge Andreas Cornelius fra start i tirsdagens opgør mellem nummer ét og to i gruppen.

Andreas Cornelius spillede en fin EM-slutrunde som reserven, der kom ind fra bænken. Foto: Lars Poulsen
Andreas Cornelius spillede en fin EM-slutrunde som reserven, der kom ind fra bænken. Foto: Lars Poulsen

Landsholdstruppen rejste søndag middag retur fra Færøerne. Det mest positive var de tre point. Præstationen var lige til glemmebogen, og Hjulmand var på ingen måder tilfreds med indsatsen.

- Nu ser vi frem mod et fyldt Parken. Vi kan tage et kæmpe skridt med en sejr.

- Ja, vi kan bringe os helt hen til mållinjen i forhold til VM-billetten, siger Kasper Hjulmand og slår så fast:

- Hvis vi vinder over Israel, skal de andre vinde tre kampe mere end os i de resterende fire, pointerer han med henvisning til, at det føler han sig overbevist om ikke vil ske.

Danmark mangler nemlig stadig gruppens to svageste hold - Moldova og Færøerne - samt Østrig og Skotland.

- Israel var gode mod os. De havde os på krogen i flere perioder i det første opgør, vi mødte dem.

- Offensivt ser de meget stærke ud, men jeg ser også muligheder i forhold til deres defensiv, fastslår han.