Hjulmand forventer stor rotation i Nations League

Danmarks skal spille fire Nations League-kampe på ti dage efter en lang sæson, påpeger Kasper Hjulmand

Kasper Hjulmand ser Frankrig som den stærkeste nation i Europa vurderet på individuelle spillere. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kasper Hjulmand ser Frankrig som den stærkeste nation i Europa vurderet på individuelle spillere. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Landstræner Kasper Hjulmand kalder det en 'kanon gruppe', som venter Danmarks fodboldlandshold i næste års Nations League.

I det øverste lag trak Danmark således Frankrig, Kroatien og Østrig til de seks kampe fra juni til september 2022.

De fire første kampe - ude mod Frankrig og Østrig samt hjemme mod Kroatien og Østrig - skal afvikles i et hektisk program på bare ti dage i første halvdel af juni. Derfor forventer Hjulmand stor rotation hos alle nationer.

- Det er fire kampe på ti dage på bagsiden af en lang sæson, som endda er på bagsiden af en slutrundesæson, hvor spillerne næsten ikke havde ferie. Og i sommeren 2020 havde de heller ikke ferie på grund af corona, indleder Hjulmand.

- Det betyder, at man ikke kan spille igennem med de samme spillere på det tidspunkt. Jeg tror, at man vil se utroligt mange udskiftninger på alle hold, og der vil være flere ubekendte faktorer: Hvem er egentlig klar til at spille, hvem er slidt ned, og hvor meget saft og kraft er der i benene hos den enkelte på det tidspunkt?

Hjulmand kalder det en mini-slutrunde at skulle spille så mange kampe på kort tid.

- Men til sammenligning havde vi 14-15 dage til at spille vores første fire kampe ved EM i sommer, så det bliver meget sammenpresset. Der bliver ingen træning. Man kommer til at spille kampe og gøre sig klar til at spille kampe.

- Det er et format, der vil gøre, at man vil rotere mere, end man vil gøre ved en slutrunde, vurderer Kasper Hjulmand.

Han understreger, at det er en turnering om point, hvor holdet kommer til at gå benhårdt efter at vinde hver kamp, selv om VM sidst på året er det altoverskyggende mål.

- Nations League bliver samtidig en mulighed for at forberede os godt til VM. Det gør man bedst ved at spille kampe for fuld blæs, siger Hjulmand.

Han vurderer Frankrig som det stærkeste hold i Europa målt på spillere.

- Frankrig er formentlig det stærkeste hold set på individuelle spillere og bredden.

- Der er måske andre nationer, der har mere i deres spil rent kollektivt, men Frankrig har måske 25 spillere på allerhøjeste niveau. Deres nummer 20 spiller Champions League i hver runde. Det er på et andet niveau end de fleste.

Kroatien har landstræneren også stor respekt for.

- Det er et rutineret og dygtigt hold, som er meget boldbesiddende og dominerende.

Hjulmand har også høje tanker om Østrig, selv om holdet blot blev nummer fire i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe i år.

Østrigerne kom alligevel med i en playoffrunde til de sidste VM-pladser via den seneste Nations League.

- Østrig ramte ikke helt niveauet i VM-kvalifikationen, men det er et stærkt hold, som jeg tror, har gode muligheder for at komme til VM. De pressede Italien hårdt ved EM og kom i overtid (ottendedelsfinalen, red.), påpeger Hjulmand.

Det kræver en førsteplads i gruppe A1 at nå med i Nations League-slutspillet, der afvikles i sommeren 2023.

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.