Hjulmand: Fyld Parken op

- Vi skal øve os i at få lidt mere flow i spillet, fordi vi skal spille mange minutter mod et forsvar med mange folk bag bolden, siger Kasper Hjulmand

Kasper Hjulmand mener, at der skal lukkes flere tilskuere ind i Parken, fordi det har vist sig, at udendørs aktivitet ikke har ført til den store smittespredning. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Hjulmand mener, at der skal lukkes flere tilskuere ind i Parken, fordi det har vist sig, at udendørs aktivitet ikke har ført til den store smittespredning. Foto: Lars Poulsen.

15.900 tilskuere må der lukkes ind til hver af de tre danske gruppekampe i Parken.

Men det er stadig landstræner Kasper Hjulmands håb, at der kan lukkes mange flere tilskuere ind, selv om EM-slutrunden starter allerede på lørdag.

- Jeg ved godt, jeg er lidt farvet, men lad os nu fylde Parken op.

- Jeg tror ikke, det bliver noget problem at få afsat billetterne og organiseret tingene, så tilskuerne lukkes ind i hold. Men det er formentlig et problem logistisk at nå det allerede til lørdag, siger landstræneren med et skævt smil og uddyber:

- Ufrivilligt fik vi jo tryktestet, hvad der skete på Vestegnen for et par uger siden. Og det var uden den store smittespredning.

- Jeg er ikke ekspert på området og skal ikke gøre mig klog, men jeg kan konstatere, at det, der foregår på et stadion og udendørs, ikke har været årsag til den store smittespredning. Derfor er det mit håb, at vi får lov at få endnu flere tilskuere i Parken, siger landstræneren.

Simon Kjær er en nøglespiller for Kasper Hjulmand i jagten på et stort resultat ved EM. Foto: Lars Poulsen.
Simon Kjær er en nøglespiller for Kasper Hjulmand i jagten på et stort resultat ved EM. Foto: Lars Poulsen.

Mere flow i vores spil
EM-premieren nærmer sig med hastige skridt. Og der er stadig noget at arbejde med for Kasper Hjulmand på træningsbanen, før danskerne er klar.

- Vi kommer til at spille rigtig mange minutter mod et lavtstående forsvar, fordi det bliver en lukket kamp. Finland står lavt (5-3-1-1) og det giver os udfordringer i vores gennembrudsspil.

- Det kræver, at vi får mere flow i vores spil, fordi det sværeste nu engang er at spille overfor et etableret forsvar, hvor modstanderen ikke giver meget plads, påpeger han.

Kasper Hjulmand mærker, at spændingsniveauet er ved at stige med kun tre dage til kampstart. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Hjulmand mærker, at spændingsniveauet er ved at stige med kun tre dage til kampstart. Foto: Lars Poulsen.

For Kasper Hjulmand er succeskriteriet, at Danmark skal videre fra puljen. Derfra kan alt ske.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, og hvis vi taber, skal det ikke være, fordi vi ikke er godt forberedt eller har præsteret vores bedste.

- Når vi kommer til knockout-fasen, ved vi, at det er marginaler. Men skal vi tabe, er det, fordi modstanderen er blændende gode. Vi skal sige til os selv, vi har gjort alt, pointerer han.