Hjulmand: Rolig nu, 'Graver'

Kasper Hjulmand erkender, at der er plads til forbedring, men advarer mod urealistiske forventninger

Hjulmand: Rolig nu, 'Graver'

Den danske EM-optmisme bobler lystigt efter en række fine præstationer i VM-kvalen og storsejre på 4-0 og 8-0 over Østrig og Moldova.

Men særligt i første halvleg af onsdagens testkamp mod Tyskland havde Kasper Hjulmands tropper svært ved at finde melodien.

Det blev bedre efter pausen, og Yussuf Poulsen sørgede med sin scoring for slutresultatet 1-1 mod stormagten.

Resultatet formildede dog ikke den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen, der i Kanal 5's studie var hård i sin kritik af indsatsen.

- Det var ringe i dag. Der manglede noget i relationerne mellem spillerne. Vi er ikke i tvivl om spillernes kvalitet, men de skal vise det mere, lød det fra 'Graver', der var hård i bedømmelsen af både forsvar og angreb.

Læs mere om Thomas Gravesens kritik af Martin Braithwaite her.

Thomas Gravesen har tårnhøje forventninger til landsholdet. Foto: Ritzau Scanpix
Thomas Gravesen har tårnhøje forventninger til landsholdet. Foto: Ritzau Scanpix
 

Men selvom Kasper Hjulmand var den første til at medgive, at der er plads til forbedringer, så advarer han - uden at nævne Thomas Gravensens navn - mod at skrue forventningerne urealistisk højt op.

- Der er forskel på forventninger og tro. Hvis man forventer, at vi spiller ligesom England, Tyskland, Frankrig, og at vi har lige så store muligheder som dem objektivt, så er forventningen forkert. At vi tror på, det kan lade sig gøre, det er en anden ting, siger landstræneren.

- Jeg kan godt lide, at der er store forventninger, for det betyder, at vi har spillet gode kampe og gjort det godt. Men hvis man objektivt mener, at vi er favoritter på linje med de store lande, så mener jeg, at objektiviteten er væk, understreger Kasper Hjulmand, som peger på flere ting, der skal blive bedre.

- Det er først og fremmest vores positioner. Hvordan vi kan fastholde spillet og generobre på den sidste tredjedel? Det har vi arbejdet på i et stykke tid.

- Mod Østrig havde vi den samme følelse som mod Tyskland, hvor det blev langt bedre i anden halvleg og kom i langt bedre positioner. Vi har en fantastisk moral og en god indstilling, men vi har nogle ting i flowet i vores spil, som vi skal justere på, forklarer Hjulmand, der fik set Jannik Vestergaad sammen med Simon Kjær og Daniel Wass som midtbanespiller.

Kasper Hjulmand maner til besindelse. Foto: Ritzau Scanpix
Kasper Hjulmand maner til besindelse. Foto: Ritzau Scanpix
 

Til gengæld er han ikke blevet klogere på de offensive udfordringer.

- Vi fik prøvet med Andreas Skov sammen med Yussuf og Braithwaite, men der blev jeg ikke meget klogere, for vi havde ikke bolden nok i første halvleg. Når vi ser kampen igen, så er der nogle vanvittige muligheder for chancer og friløbere, hvor vi ikke får lagt bolden det rigtige sted hen. Men der fik vi færre svar, forklarer Kasper Hjulmand, der kan glæde sig over, at alle mand ser ud til at blive EM-klar.

- Joachim Andersen træner med igen, og jeg er ikke bekymret for Christian Nørgaard. Han skal nok blive klar, lyder det fra landstræneren, der ikke får set alle markspillere i aktion, inden det går løs mod Finland i den danske EM-premiere.

- Vi har kun seks udskiftninger, så det bliver svært, erkender Kasper Hjulmand, som formentlig også er tæt på at have holdkortet klar til opgøret mod Teemu Pukki og co.

Nu skal du slå til: Ekspertens store EM-overblik: Røverkøbet i Danmarks gruppe