Når landstræner Kasper Hjulmand 25. maj sætter navne på sin EM-trup, kan der ikke være mange spillere, han har været i tvivl om.
21 af navnene bør være sikre, mens Lasse Schøne og Nicolai Boilesen også virker meget tæt på en plads i truppen til sommerens EM-slutrunde, hvor Danmark spiller alle tre gruppekampe mod Finland, Belgien og Rusland i Parken.
Så er der reelt kun tre pladser tilbage i den udvidede trup. På grund af corona-pandemien har UEFA nemlig tilladt 26 spillere i de 24 deltageres EM-trupper.
I forbindelse med kampene vil kun 23 spillere være tilmeldt truppen. Tre spillere skal således op på tribunen til hver kamp. Det er endnu uvist, om Kasper Hjulmand kan finde på at inkludere endnu en målmand i truppen, hvorfor der kan være en lille åbning for Jesper Hansen, der ellers har tabt kampen om buret i FC Midtjylland til Jonas Lössl.
Udvidelsen har givet en livline til en række spillere, hvor Mathias Zanka Jørgensen, Andreas Cornelius, Robert Skov og Pione Sisto er de mest prominente navne.
- Min EM-trup tager form, men der er altid plads til en spiller eller to, der laver en fantastisk slutspurt på sæsonen, som landstræner Kasper Hjulmand udtrykte det for nylig overfor Ekstra Bladet.
Pione Sisto er en af de spillere, der er i færd med en stærk slutspurt på sæsonen efter et forår, der slet ikke begyndte, som de fleste havde forventet.
Mens Mathias Zanka Jørgensen var en del af den trup, der spillede Danmark til EM, så skal han skabe et lille mirakel på målstregen, hvis Kasper Hjulmand skal udtage ham. For foråret har bestemt ikke været en periode, hvor han har vist stabil EM-form.
Kasper Hjulmand samler sin EM-trup 28. maj, hvor hele truppen rejser på træningslejr til Østrig. Modstanderen 2. juni er Tyskland i Innsbruck.
3. juni er landsholdstruppen retur i Danmark, hvor holdet bliver indkvarteret på Hotel Marienlyst i Helsingør. Her slår UEFA ring om hotellet, så spillerne reelt bliver isoleret. Spillerne må ikke komme i kontakt med hverken familier eller andre under hele slutrunden.
Den danske trup bliver boende i Helsingør frem til mindst 22. juni. Derefter kan der vente en 1/8-finale i enten Sevilla, Amsterdam eller Bukarest.
Det afhænger dog af, om Danmark slutter som nummer ét, to i puljen eller blandt de fire bedste tre'ere i alle de seks indledende puljer.