25 minutters fodbold i 2022 og alligevel en plads i Kasper Hjulmands landsholdstrup.
Det kan virke mærkeligt, men der er en bagtanke med, hvorfor landstræneren har udtaget Martin Braithwaite, lige som Jens Stryger Larsen, der ikke har spillet siden november sidste år, også er en del af landsholdstruppen.
Vi kan også se videre til Daniel Wass, der har spillet 45 minutter siden februar og Jannik Vestergaard, der ikke har været i kamp siden 29. marts mod Serbien.
- Når det gælder Martin og Jens Stryger, så er de kun med i den trup, fordi vi har et VM til vinter. De har været med til to slutrunder, har erfaring og kender truppen.
- Men det er klart, at de ikke kan træde ind og spille 90 minutter. Vi er i den situation, at vi har fem udskiftninger. Det giver lidt muligheder for os fra bænken.
- Det her bliver en vigtig samling, hvor vi har 15 dage. Her kan vi få set, hvor spillerne står. Siden venter så en tid, hvor nogle af de spillere, som skal ud at tage et valg for at spille fast, hvis de skal med til VM, siger Kasper Hjulmand og slår fast:
- Situationen er bare skærpet i år i forhold til andre slutrunder. Normalt har vi tre-fire uger før den første kamp. I år har vi fire dage.
- Derfor skal spillerne til november være i topform, hvis de skal med til VM. Vi tager ingen med, der ikke er i kampform. Derfor er det virkelig et vigtigt valg, som en del spillere skal foretage denne sommer, siger Kasper Hjulmand.
Landstræneren er ikke så bekymret, når det handler om Daniel Wass og Jannik Vestergaard.
- Daniel har trænet virkelig hårdt og er i rigtig god form. Ham er jeg ikke så bekymret for.
- Han mangler kamptræning, ja og måske er der kun til 70-80 minutter i tanken. Det må vi se, når vi står i kampene.
- Fornemmelsen er også god i forhold til Jannik Vestergaard, der har trænet rigtig godt. Men det er klart vi ikke ved, hvad det betyder, når kampformen ikke er helt på plads, påpeger Kasper Hjulmand.
Kasper Hjulmand har indkaldt til frivillig træning for en stor gruppe af sin trup onsdag, torsdag og fredag.
Efter fredagens træning skærer han sin trup ned fra 29 til formentlig 26 spillere.
Mandag i næste uge samles spillerne for at forberede sig til Nations League kampene mod Frankrig og Østrig på udebane. Siden venter to hjemmekampe – mod Østrig og Kroatien.
Danmark spiller fire landskampe på blot ti dage.