Hjulmands stjerneskud: - Ikke Eriksens afløser

Mikkel Damsgaard leverede en forrygende præstation mod Belgien superstjerner

Selvom Danmark tabte til Belgien, så blev den anden gruppekamp ved EM en aften, der er værd at huske.

Efter lørdagens frygtelige drama, hvor Christian Eriksens hjerte holdt op med at slå foran rullende tv-kameraer, handlede det igen om fodbold på nationalareanen.

Her leverede landsholdet den bedste første halvleg i flere år, mens Mikkel Damsgaard beviste, at han er et ægte stjerne i svøb.

Det rakte som bekendt ikke, men den vævre dribler fra Sampdoria fik i den grad smilet frem hos de danske tilskuere, når han drev gæk med de berømte gæster.

Han vil dog ikke høre tale om, at han skal være 'den nye Eriksen'.

- Jeg ser mig ikke som Eriksens afløser. Vi har spillet to forskellige positioner. Jeg var glad for at få chancen fra start. Vi havde hele Danmark bag os, og det føltes rigtig godt at stå sammen efter det, der skete med Chrille. Vi ville spille for ham, fortæller Mikkel Damsgaard, som ligesom holdkammeraterne er mærket af de seneste dages dramatiske begivenheder.

- Det var meget emotionelt. Vi har haft nogle hårde dage for at sige det mildt. Så det var med lettelse, at vi kunne komme tilbage og vide, at Christian var helt ok. Han gav os også sin støtte inden kampen. Det var fantastisk at spille med støtte fra ham og hele Danmark og kunne fyre den af, slippe tankerne og bare spille fodbold, siger han.

- Før kampen var jeg en smule nervøs, men lige så snart jeg var på banen og mærkede støtten, gav jeg den bare gas.

Mens lettelsen over Christian Eriksens situation fylder mest, så ærgrer stortalentet sig alligevel over, at det ikke blev til point mod gruppefavoritterne.

- Det er en lidt ærgerlig følelse, for vi spiller godt, men vi taber kampen. Vi kunne have gjort det lidt lettere for selv med en sejr eller uafgjort, siger Mikkel Damsgaard.

Sejren kommer forhåbentlig mandag mod Rusland, så Danmark stadig er med, når EM for alvor bliver spændende.

Fire spillere strålede for Danmark i Parken - læs mere her.