Hovedrystende fakta: Derfor må vi ikke slå Irland 1-0 i aften

En sejr i mandagens Nations League-kamp kan være afgørende for Danmarks chancer for en plads ved EM. Ekstra Bladet giver dig overblikket her

Nicolai Jørgensen og Danmark må påtage sig favoritværdigheden mod Irland i aften. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nicolai Jørgensen og Danmark må påtage sig favoritværdigheden mod Irland i aften. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er til at blive rundtosset over.

Nations League er UEFA’s svar på et opgør med de kedelige og til tider ligegyldige venskabskampe for landsholdene. Og det opgør har været en succes allerede i sit første leveår.

Men dermed ikke sagt, at man ikke kan blive gråhåret og fuldstændig ør i knolden over det.

Og hvorfor kan man så det, hvis man er dansk fodboldfan, spørger du nu. For Danmark har jo vundet sin gruppe – allerede inden kampen mod Irland mandag aften.

Ja, og det er dejligt. Men sejren giver adgang til playoffs i marts 2020, hvor dansk succes kan munde ud i en direkte EM-billet.

Det kræver en semifinale mod et andet land. Og ikke med ude- og hjemmebane, som vi ellers kender det. Blot én kamp.

Sådan kommer man til EM

Nations League

I alt er der fire EM-billetter på spil. En billet til hvert niveau. Således også Danmarks niveau, der er det næsthøjeste.

Alle hold skal igennem et gruppespil, og vinderne af gruppen kvalificerer sig til playoffs i foråret 2020, hvor der for Danmarks vedkommende er tale om fire hold, der mødes i to semifinaler, inden de to vindere mødes i en finale.

Vinderen kvalificerer sig til EM.

EM-kvalifikationen

Der er 20 EM-billetter på spil. Ingen hold er på forhånd kvalificeret, da en egentlig værtsnation ikke er udpeget, da turneringen foregår i mange lande.

Lodtrækningen finder sted 2. december i Dublin.

De 55 hold bliver placeret i ti grupper: Fem grupper med fem hold og fem grupper med seks hold. Seedningen til dette sker på baggrund af Nations League-resultaterne.

De fire bedste hold i Nations League - vinderne af de fire grupper i League A - er sikret en placering i de små grupper, der har to kvalifikationskampe færre, da deres playoff ligger i juni 2019 - og dermed midt i selve EM-kvalifikationen.

Hvis det skal foregå på dansk grund, skal Danmark slutte bedre end to af de tre andre gruppevindere i League B. I skrivende stund er det Bosnien-Herzegovina og Ukraine, der allerede har spillet sine fire kampe og vundet deres respektive grupper.

Og så er det Rusland eller Sverige, der tirsdag mødes i Stockholm for at afgøre, hvem der vinder den sidste gruppe.

Danmark ligger inden kampen mod Irland sidst af de fire hold. Altså dårligere målt på resultaterne hidtil i Nations League.

Den aktuelle stilling mellem de fire gruppevindere i League B. (Taget fra Wikipedia)
Den aktuelle stilling mellem de fire gruppevindere i League B. (Taget fra Wikipedia)

For at slutte blandt de to bedste hold kræver det, at vi går forbi Ukraine, der har ni point – OG Bosnien-Hercegovina på ti point. For hvis Rusland skulle gå hen og besejre Sverige, slutter de på ti point som Danmark og Bosnien-Hercegovina. Og de vil dermed være bedst på reglen om flest scorede udebanemål.

Stillingen i League 2, Group 2. (Taget fra Wikipedia)
Stillingen i League 2, Group 2. (Taget fra Wikipedia)

Skulle svenskerne få succes mod Rusland, og det under vi dem da, så ender de på syv point. De er i skrivende stund tre mål dårligere end Danmark, og det er ikke fuldstændig usandsynligt, at de ender bedre end Danmark, hvorfor Danmark med nederlag til Irland vil ende sidst af de fire gruppevindere - og dermed møde det bedste hold på udebane.

Vinder Danmark 1-0, slutter vi helt lige med bosnierne. Helt lige? Tja, næsten. Vi skal helt hen til reglen om fairplay for at finde en forskel. Men også her kan vi ende helt lige. Det kræver tre danske gule kort. Så har begge hold tilegnet sig ti af slagsen i de fire kampe. Og så får UEFA’s matematikere og statistikere en nedsmeltning. Så lad os ikke håbe, det slutter der.

Ekstra Bladet har været i kontakt med UEFA’s kommunikationsafdeling, der ikke ønsker at blive citeret for noget som helst – men blot henviser til reglementet vedrørende Nations League.

Vi forstår dem, for det bliver endnu mere svedigt.

Det fortæller os, at det er resultaterne fra kvalifikationen til VM 2014, selve slutrunden i Brasilien, kvalifikationen til EM 2016 og selve slutrunden 2016 - samt kvalifikationen til VM i 2018 inden playoff-runden, der danner grundlag.

En direkte sammenligning mellem Bosnien-Hercegovina og Danmark viser, at Danmark halser betragteligt efter. Især fordi Danmark modsat Bosnien-Hercegovina ikke formåede at kvalificere sig til VM 2014. Og da resultaterne ved VM 2018 ikke tæller med, har Danmark ikke en chance.

Finale i Parken
Desuagtet udfaldet af dette vanvittige regnestykke, kan Danmark spille sig i playoff-finalen – også selvom det skulle komme til at foregå i Kijev, Sarajevo, Moskva eller Stockholm for den sags skyld. En finale, der i øvrigt også kan finde sted i Parken, da det er lodtrækning, der afgør det.

Alt dette kan dog blive ligegyldigt for Danmarks vedkommende. For inden marts 2020 har alle nationer været igennem den egentlige EM-kvalifikation, der trækkes lod til 2. december. Kvalificerer Danmark sig direkte fra gruppen, kan alt det her Nations League være ligegyldigt.

HVIS Danmark kvalificerer sig fra sin gruppe, går pladsen i playoffs til nummer to i Danmarks gruppe, Wales.

I den lodtrækning er Danmark i øvrigt seedet i andet lag.

Danmark stiller som bekendt med Parken som hjemmebane til EM. Derfor har UEFA besluttet, at Danmark som delt værtsnation maksimalt kan komme i gruppe med yderligere én værtsnation. De øvrige værtsnationer er Aserbajdsjan, England, Tyskland, Ungarn, Italien, Holland, Irland, Rumænien, Rusland, Skotland og Spanien.

Parken skal huse tre gruppekampe samt en kvartfinale.

Et sidste lille host er, at hvis alle 12 hold fra øverste lag i Nations League kvalificerer sig til EM i løbet af 2019, vil gruppe 2 få tildelt en ekstra billet at slås om. Den vil tilfalde den tabende finalist fra Danmarks playoff.

Se også: Cavani 'tacklede' Neymar fra sans og samling: 'Der findes ikke venskabskampe'

Se også: Ren nedsmeltning: VM-medaljevindere UDE

Se også: Historiske Hareide - men 2018 er ikke det bedste år

Se også: DBU-boss om Hareide-fremtid: Han har alt for gode kort på hånden

Se også: Vild udvikling: VM-finalister rykker ned efter drama

94 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere