Det en af de mest berømte landskampe, det danske A-landshold har deltaget i. Måske nogensinde. 3-3-dramaet, der siden blev til 0-3-blamagen mod Sverige i Parken i 2007.
Den utrolige og fuldstændig vanvittige fortælling om et dansk landshold, der de første 25 minutter blev tromlet af en stærk modstander, der scorede tre mål. Om en resolut landstræner, der foretog en udskiftning og siden fik vendt kursen, så 0-3 blev til 3-3 – med gode muligheder for dansk sejr til sidst.
Og selvfølgelig mest berømt: Mavepusteren fra Christian Poulsen og baneløberens vanvid, der fik Herbert Fandel til at stoppe kampen før tid.
Nicklas Bendtner husker den. Tydeligt. Han begynder opgøret på bænken men sendes i aktion efter pausen. Han scorer ikke, men spiller en væsentlig rolle i comebacket.
Det er dog pausen, der har gjort indtryk. Her fortæller Bendtner om Morten Olsens optræden og skriver i sin bog 'Begge sider':
- I pausen er det lidt som at se på vand, der bliver sat over på komfuret. Morten Olsen lægger stille ud, helt kontrolleret. Måske har han lovet sig selv ikke at flippe ud. Men som han taler sig varm, hæver han stemmen og fægter med armene.
- Til sidst råber han ad os. At vi godt kan det her. At vi er det bedste hold og skal ud og bevise det. At vi skylder vores tilhængere at kæmpe til sidste blodsdråbe. Det minder mig om alt det, som Steve Bruce normalt mestrer, skriver Bendtner med reference til sin chef i Birmingham City.
Hukommelsen spiller dog Bendtner et puds her. For sådan foregik det ikke. Kan du finde fejlen? Ellers kan du læse dig til den under billederne.
Der er nok ingen tvivl om, at der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet. For godt nok havde Daniel Agger reduceret allerede inden pausen til 1-3, men Sverige havde været klart det bedste hold. Så der skulle en opsang til.
Det kan dog ikke have været Morten Olsen, der leverede den. For han var der slet ikke.
Selvfølgelig var han ikke det, fristes man til at sige. For godt to måneder tidligere var han stiktosset, da Danmark spillede mod de senere europamestre på Bernabéu i Madrid. Så rasende over dommer Massimo Busacca og de spanske bolddrenge var han, at han blev bortvist kort før tid i det danske 2-1-nederlag.
Det kan du læse mere om her: Morten Olsen rasede i Madrid
Det betød karantæne til kampen mod Sverige, og derfor var det Peter Bonde, der var sportsligt ansvarlig under kampen i Parken.
Morten Olsen sad på tribunen den sagnomspundne aften i København. Han måtte ikke være i omklædningsrummet – og var der ikke. Det bekræfter Peter Bonde overfor Ekstra Bladet her knap 12 og et halvt år senere.
- Nej, det var han ikke. Det var mig, der havde ansvaret i den pågældende kamp, siger Peter Bonde og tilføjer, at det ville have været mod reglerne, hvis Morten Olsen havde været der.
Ekstra Bladet har været i kontakt med bogens forfatter, Rune Skyum-Nielsen, der giver følgende svar:
- Det lyder, som om der i teorien kan være blevet byttet rundt på begivenhederne i omklædningsrummet på to landskampe eller på Bonde og Olsen. Nicklas husker i hvert fald en brandtale, og han husker den som stærkt inspirerende.
- Men det her ligger selvfølgelig også mere end 12 år tilbage i tiden, så mindre svipsere eller forvekslinger (i en generelt imponerende hukommelse) er nok svære helt at udelukke – også selvom vi har fact-tjekket grundigt og i flere omgange, skriver han i en sms og tilføjer, at 'vi selvfølgelig agter at rette den eventuelle fejl i et eventuelt næste oplag af bogen'.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Andre fejl i Bendtner-bogen
-
I 'Begge sider' fortæller Nicklas Bendtner, at vi under VM 2010 i Sydafrika skal møde Cameroun 'i Pretorias eftermiddagshede, så vi er nærmest bagud på forhånd'. Nu var det faktisk vinter i Sydafrika på det tidspunkt, og varmt var det bestemt ikke under kampen, som ikke blev spillet om eftermiddagen, men kl. 20:30 lokal tid. Nicklas Bendtner spillede i øvrigt i lange ærmer.
Sammen med Jon Dahl Tomasson og Poul 'Tist' Nielsen den mest scorende i dansk landsholdshistorie. 52 gange scorede 'Tisten' i rødt og hvidt. I 'Begge Sider' hedder han imidlertid ikke Poul 'Tist' Nielsen, der er han blevet til Poul Tilst.
Den svenske angriber Markus Rosenberg kaldes i bogen for Marcus Rosenberg.
Nicklas Bendtner skriver, at Morten Olsen gav spillerne lov til at drikke ’en ordentlig omgang øl’ efter en sejr over Finland i november 2011. Det var ikke efter en sejr over Finland, men efter en sejr over Sverige i Parken.
Bogen 'Begge sider' udkom tirsdag på Politikens Forlag.
Frygter ikke Bendtner-bog: - Den er vel farligere for andre
Bendtner forsøgte at bestikke betjent med 100.000 kroner
Tøfting: Beklager, Bendtner - den går sgu ikke!
Bendtner afslører: Havde 'horehus' i England
Bendtner besvimede af druk: Kørt hjem i trillebør og sked i bukserne
Uventet hyldest til Nicklas Bendtner
Druknede VM-sorger: Bendtner bællede flaske til 25.000 kroner