I finalen efter kæmpe drama

USA's fodboldkvinder er klar til VM-finalen efter en 2-1-sejr over England i semifinalen i Lyon. I finalen skal USA møde enten Sverige eller Holland

USA slog England 2-1 og er klar til VM-finalen. På billedet ses USA's Rose Lavelle og Englands Rachel Daly i nærkamp. Foto: Benoit Tessier / Reuters
USA slog England 2-1 og er klar til VM-finalen. På billedet ses USA's Rose Lavelle og Englands Rachel Daly i nærkamp. Foto: Benoit Tessier / Reuters

Alex Morgan scorede sejrsmålet til 2-1 for USA mod England, der misbrugte et straffespark kort før tid.

For tredje gang i træk er USA's fodboldkvinder klar til at spille finale ved VM. 

Tirsdag aften vandt de regerende verdensmestre i semifinalen i Lyon med 2-1 over England, der trænes af Phil Neville. 

Det skete efter en meget spændende og seværdig kamp foran 53.512 tilskuere.

Alex Morgan fejrede sin 30-års fødselsdag ved at blive matchvinder med sejrsmålet, der faldt efter en halv times spil. 

USA skal i finalen møde enten Sverige eller Holland, der onsdag mødes i den anden semifinale på samme stadion.

En knust Ellen White efter tirsdagens semifinale. Foto: Lucy Nicholson / Reuters
En knust Ellen White efter tirsdagens semifinale. Foto: Lucy Nicholson / Reuters
 

USA stillede overraskende op uden Megan Rapinoe, der scorede to mål både i 2-1-sejren over Spanien i ottendedelsfinalen og 2-1-sejren over de franske VM-værter i kvartfinalen.

Den 33-årige offensivspiller var før kampen delt VM-topscorer med fem mål, men landstræner Jill Ellis havde alligevel placeret hende på bænken. 

Begge hold havde brilleret med fem sejre af fem mulige hidtil ved VM og en imponerende målscore på henholdsvis 22-2 til USA og 11-1 til England. 

USA lagde stærkt ud med højt pres, og det gav bonus efter ti minutter. 

Kelley O'Hara smækkede fra højre side et indlæg langt over mod fjerneste stolpe. Her kom Christen Press til, og hun pandede kraftfuldt amerikanerne foran 1-0. 

Ti minutter senere fik Englands Ellen White udlignet til 1-1, da hun flot styrede et indlæg i mål via indersiden af stolpen. Det var hendes sjette scoring ved VM. 

USA kom igen foran før pausen, og endnu en gang skete det på et flot hovedstød. 

Fødselsdagsbarnet Alex Morgan stormede frem og headede en aflevering i mål til 2-1, og så var hun også oppe på seks VM-scoringer.

Amerikansk jubel efter straffesparksredningen kort før tid. Foro: Lucy Nicholson / Reuters
Amerikansk jubel efter straffesparksredningen kort før tid. Foro: Lucy Nicholson / Reuters
 

I anden halvleg skulle England jagte udligningen, og det var meget tæt på ti minutter før tid. 

Ellen White blev forhindret i at afslutte på en stor chance, og efter at have konsulteret VAR-systemet pegede dommer Edina Alves Batista fra Brasilien på pletten. 

Englands anfører, Stephanie Houghton, misbrugte imidlertid straffesparket, da hun sparkede meget svagt på USA's målmand, Alyssa Naeher. 

Kort efter blev Englands Millie Bright udvist, efter at hun pådrog sig sit andet gule kort i kampen.

USA skal spille finale søndag i Lyon. 

Dagen før spiller England kampen om bronze, hvilket foregår i Nice.

USA er klar til VM-finalen. Foto: Lucy Nicholson / Reuters
USA er klar til VM-finalen. Foto: Lucy Nicholson / Reuters

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere