Peter Schmeichel blev kåret til verdens bedste målmand i både 1992 og 1993 og er utvivlsomt blandt historiens største på sin position.
Den store dansker slog i 90'erne sit navn fast med mange sublime præstationer for Manchester United og det danske landshold, og hans bedrifter på stregen er ingenlunde glemt.
Det anerkendte franske fodboldmagasin France Football bruger som mange andre medier coronapausen på at gå i arkiverne.
France Football har kåret historiens ti bedste målmænd, og danske Schmeichel lander på sjettepladsen.
Det er France Football, der står den prestigefyldte Ballon d’Or, og derfor kan det heller ikke undre, at det franske fodboldmagasin har udpeget Lev Yashin som alletiders største målmand.
Den sovjetiske ankermand, der gik under kælenavnet den sorte panter, er fortsat den eneste målmand, der har vundet Guldbolden. Det skete i 1963.
Yashin fik den fornemme Lenin-orden i sit hjemland og skulle, hvis man ellers kan stole på oplysningerne fra det daværende Sovjetunionen, have reddet flere end150 straffespark i løbet af den karriere, der strakte fra 1950 til 1970.
Hemmeligheden?
- Før en kamp snuppede jeg ofte en smøg for at dulme nerverne og en dejlig vodka for at få gang i musklerne, har Yashin fortalt.
Yashin vandt EM, men aldrig VM. Semifinalen var det længste han nåede. Det var i 1966, hvor England med Gordon Banks på målet vandt guld.
Banks er toer på listen foran tre andre VM-vindere: Dino Zoff, Gianluigi Buffon og Manuel Neuer.
Peter Schmeichel er på sjettepladsen. Han blev tre gange årets spiller i Danmark og tre gange af UEFA kåret til årets målmand.
Den store dansker er på France Footballs liste foran legendariske navne som Sepp Maier, Iker Casillas, Edwin van der Sar og Peter Shilton.
Sidstnævnte nåede at spille 1390 kampe, hvilket fortsat er verdensrekord. Shilton debuterede i 1966 og stoppede først i 1997 som 47-årig!
Se de ti udvalgte målmænd i galleriet nedenfor