Ingen har spurgt på Hjulmand

- Kontrakten er lige begyndt, så vi har ikke travlt med at forlænge den, siger Peter Møller, der glæder sig over, at omverdenen tilsyneladende heller ikke har opdaget kvaliteterne hos den danske landstræner

Kasper Hjulmand stormer mod VM med det danske landshold, der kan blive en af de første europæiske nationer, der kvalificerer sig til slutrunden.

Den enorme succes både under EM og nu i VM-kvalifikationen giver helt sikkert genlyd ude i fodbold-Europa, hvor klubber på trænerjagt holder øje med markedet.

Og her ville det jo være oplagt at kaste et blik på, hvad der foregår i Danmark.

- Vi har ikke fået én eneste henvendelse på Kasper Hjulmand. Vi er også lige gået i gang med en kontrakt, der løber til 2024. Og vi er utrolig glade for Kasper Hjulmand, siger DBU's fodbolddirektør, Peter Møller.

Peter Møller ved præsentationen af Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst som trænerteam i 2019. De har en kontrakt helt til 2024. Foto: Finn Frandsen.
Peter Møller ved præsentationen af Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst som trænerteam i 2019. De har en kontrakt helt til 2024. Foto: Finn Frandsen.

Men på trods af den kæmpemæssige succes behøver Peter Møller ikke være bekymret for, om Hjulmand er på vej væk , hvis der kommer et attraktivt tilbud til landstræneren.

Kasper Hjulmand har ved flere lejligheder slået fast, at han lige nu har et drømmejob og ikke har planer om at stoppe efter så kort tid på posten.

På blot ét år har Kasper Hjulmand genskabt tilliden mellem danskerne og landsholdet. Han har bragt landsholdet i øjenhøjde med befolkningen.

- Med landsholdets og Hjulmands enorme succes, kan en forlængelse af aftalen her og nu komme på tale?

- Det er ikke noget vi har planer om her og nu. Som sagt er kontrakten lige begyndt. Kasper har været landstræner i ét år, og han har stadig tre år tilbage, siger Peter Møller.

Peter Møller er meget glad for at have Kasper Hjulmand som landstræner. Til trods for succesen har han ikke fået henvendelser fra klubber eller forbund på landstræneren. Foto: Jens Dresling.
Peter Møller er meget glad for at have Kasper Hjulmand som landstræner. Til trods for succesen har han ikke fået henvendelser fra klubber eller forbund på landstræneren. Foto: Jens Dresling.

Kasper Hjulmand startede reelt i jobbet i sommeren 2019, hvor det var planen, han skulle være konsulent det første år. Men han endte med at tiltræde som landstræner i 2020, fordi coronaen betød, at der ikke blev spillet landskampe i foråret.