Island valgte Lagerbäck foran Manchester United-ikon

Roy Keane kunne være blevet landstræner i Island, men i stedet valgte man Lars Lagerbäck. Resten er historie...

Island valgte Lagerbäck foran Manchester United-ikon

Det islandske landshold kvalificerede sig søndag til EM som det blot tredje land udover værtsnationen Frankrig. Dermed er den lille nation klar til sin første store slutrunde, hvilket er kulminationen på flere års arbejde med svenske Lars Lagerbäck som landstræner.

I første omgang var det ellers ikke meningen, at succestræneren skulle stå i spidsen for Island. Oprindeligt arbejdede fodboldforbundet således på at ansætte den tidligere Manchester United-anfører Roy Keane som ny chef. Det fortæller Sigurdur Ragnar Eyjolfsson, der er tidligere udviklingschef i det islandske fodboldforbund.

- Da ledelsen for et par år siden overvejede at ansætte Roy Keane som træner for Island, besluttede jeg mig for at ringe til Lars Lagerbäck for at høre, om han kunne være interesseret i islandsk fodbold. For mig var han den helt rigtige mand til jobbet. Jeg kendte ham gennem UEFA's P-licens-kursus, og jeg kunne huske, at han altid havde vist stor interesse for Island og islandsk fodbold, skriver Sigurdur Ragnar Eyjolfsson på sin Facebook-side.

Island fester i EM-rus

Eyjolfsson mente dengang, at Lagerbäck ville passe godt til posten som islandsk landstræner, og han tog derfor kontakt til svenskeren med henblik på at bringe ham i spil som islandsk landstræner.

- Da der var andre hold, der ville ansætte Lars, måtte jeg rykke på sagen hurtigt - også fordi fodboldforbundet havde samtaler med Roy Keane - så jeg skulle overbevise ledelsen om, at Lars ville være et bedre valg. Selvfølgelig var det ledelsen, der traf den endelige besluitning, som naturligvis var den rigtige og succesfulde. Jeg skal ikke tage æren for det, for det var naturligvis ledelsen af fodboldforbundet, der traf det afgørende valg, fortæller Eyjolfsson.

Resten er som bekendt historie. Lars Lagerbäck blev i 2011 ansat som landstræner for Island, og hvor nationen for to år siden var tæt på at kvalificere sig til VM, er det nu lykkedes at gå videre til EM-slutrunden, der afvikles i Frankrig i sommeren 2016.

Island skaber miraklet - klar til EM