Flere af de danske landsholdsspillere hører hjemme på fodboldens allerstørste adresser.
Chelsea, Juventus, Real Madrid og Manchester United giver genklang, og selvom de to sidstnævnte er relativt nye på kvindefodboldscenen, så er flere danske kvinder rykket tættere på stjernestatus de seneste år.
- Jeg er blevet genkendt, men jeg tror også, det er meget nemt at genkende den ene lyshårede på holdet, lyder det vanligt grinende fra Sofie Svava.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hun kan godt mærke, at interessen for kvindefodbold er stigende i Spanien.
- Madrids kvindehold har jo ikke været der i så lang tid, men folk begynder at åbne mere op for at se os spille nu. Og man kan godt mærke, at der er mere hype omkring os nu, siger Sofie Svava, der til daglig træner 20 meter fra Luka Modric, Karim Benzema og de øvrige Champions League-mestre fra herreholdet.
- Der er selvfølgelig en lille mur imellem, så vi kan ikke rigtig se dem træne. Men det er det samme anlæg, og vi ser dem køre forbi i deres lækre biler hver dag ved siden af vores træningsbane.
- Og hvis man ser dem, så vinker man lige, siger Sofie Svava, der har en fortid i Brøndby, svenske Rosengård og den tyske storklub Wolfsburg.
Siden skiftet til Real Madrid i januar har hun fået et godt indtryk af kollegerne på den anden side af muren.
- Jeg synes, de er helt nede på jorden. Meget søde og flinke. Jeg har mødt (Eder, red.) Militao inde i byen for eksempel. Han kom lige ud fra Louis Vuitton, og han ved jo også godt, hvem vi er. Så han vinkede og sagde 'hey, how are you'. Så de ved jo godt hvem vi er, det kan jeg godt lide, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Angriberen Signe Bruun lod sig i januar udleje fra den franske storklub Lyon til Manchester United. Med sine egne øjne har hun set, hvilken eksplosiv udvikling der foregår i England.
- Jeg har aldrig oplevet fans, der er så dedikerede til klubben og spillerne. Jeg har virkelig følt mig velkommen. Det er vildere på den front, end jeg har prøvet alle andre steder.
- For mig handler det bare om fodbold, men selvfølgelig når man står ude til en kamp, og de synger ens sang, som de nærmest har lavet, allerede inden jeg kom til klubben, er det da klart, at det giver noget ekstra motivation og energi.
Den øgede opmærksomhed kan af og til også mærkes på gaden i Manchester.
- Jeg bliver mere genkendt i Manchester, end jeg gjorde i Danmark og i Frankrig. Men man kan sagtens gå en tur ned og shoppe i gågaden uden at blive genkendt. Det tror jeg ikke Cristiano Ronaldo eller de andre kan, griner hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det samme oplever den centrale midtbanespiller Sofie Junge Pedersen i Juventus, hvor der med hendes ord investeres stort i kvindefodbold.
- Det er fantastisk at spille i Juventus. De har store ambitioner på vores vegne og ved, at det kræver gode forhold, siger Sofie Junge, der gerne tager lidt opmærksomhed på gaden med.
- Der er større opmærksomhed end i Danmark, og jeg er blevet genkendt et par gange på gaden. Der er nok nogle af mine holdkammerater, der bliver genkendt mere, men det er sjovt at prøve, siger hun.
I modsætning til i Real Madrid og Manchester United træner Juventus' kvinder ikke samme sted som herrerne, men Sofie Junge har dog stiftet bekendtskab med nogle af spillerne i forbindelse med besøg på børnehospitaler og til sponsorarrangementer.
Læs meget mere om EM-slutrunden og de danske kvinder:
Hun ved, hvor Eriksen skal hen
Derfor bestiller hun tøjet alt for småt
Valgt af flest: - Det er en overraskelse
Alt er ændret på fem år: - Det er vanvittigt
Officielt: Verdens bedste alvorligt skadet og misser EM